Flere af køerne på Naturstyrelsens arealer i Mols Bjerge aborterede døde fostre, efter at de havde spist store mængder af planten gyvel.
Det forklarede en tidligere driftsansvarlig medarbejder hos Naturstyrelsen Kronjylland, da sagen om mulig vanrøgt af 76 kreaturer tirsdag begyndte ved Retten i Randers.
- Jeg vidste ikke, at det ville blive så problematisk for dyr, når gyvel udgør for stor en andel af deres foder, sagde manden, der siden sagens opstart er gået på pension.
I bagklogskabens lys ville han ønske, at han havde "fjernet køerne fra arealet noget før".
Dyrene tyede til at spise bark og gyvel, når græsset slap op, og der ikke var mere vissent løv at æde.
Det blev besluttet at hjemtage dyrene i starten af februar 2021.
På det tidspunkt var adskillige kreaturer ifølge anklageskriftet døde hen over vinteren, ligesom flere måtte aflives, fordi de var afkræftet og underernæret.
Den tidligere medarbejder forklarede i retten, at det var en hårfin balance at finde det tidspunkt, hvor der ikke var mere at hente for dyrene i naturen, og det var tid til at tilskudsfodre.
- Min opgave var at ramme den balance bedst muligt. Der trak både min chef og Naturstyrelsen i retning af mindre foder og længere tid ude på naturarealerne, før vi tog dyrene hjem. Der var kraftigt pres i den retning, sagde han.
Et pres, der ifølge den tidligere ansatte var begrundet i et "politisk prestigeprojekt" med 15 kommende naturnationalparker.
Her er det netop ambitionen at udsætte store græssende dyr som kreaturer og heste, der - som udgangspunkt uden tilskudsfodring - kan holde arealerne afgræsset til fordel for mere lyskrævende planter.
I sagen fra Mols Bjerge var det en besætningsdyrlæge, der efter et tilsynsbesøg slog alarm.
Dyrenes huld "var under al kritik", og at det "på det groveste var på kant med dyreværnsloven", lød det i rapporten, der blev læst op i retten.
Dyrlægen bag rapporten skal senere afgive forklaring i retten.
Både den tidligere medarbejder og hans daværende chef, skovrider Peter Brostrøm, nægter sig skyldige.
Der er planlagt ni retsmøder med forventet dom i maj.