Ingen fly afgår fra lufthavnen i Bruxelles tirsdag. Halvdelen af de indkomne flyvninger til lufthavnen bliver aflyst.
Det oplyser Brussels Airport ifølge DPA.
Aflysningerne sker som følge af en national strejke af belgiske fagforeninger.
Protesterne er rettet mod de politiske tiltag, som Belgiens nye regering har planlagt. Tiltagene handler blandt andet om at reducere pensionsbeløbene og hæve pensionsalderen.
Den andenstørste lufthavn i Belgien, Charleroi, som hovedsageligt betjenes af lavprisflyselskaber, har aflyst alle deres indgående og udgående flyvninger.
Togrejser og offentlig transport er også påvirket af arbejdsnedlæggelser i Belgien.
Affaldstjenester og posttjenester forventes også at blive berørt af strejken.
Søtrafikken til Antwerpens havn har været afbrudt siden mandag.
Den belgiske finansminister, Vincent Van Peteghem, skal mandag eftermiddag fremlægge budgetplanerne for 2025.
Det er ifølge DPA socialistiske og kristne fagforeninger, der oprindeligt opfordrede til strejken for at protestere mod budgetforanstaltningerne, som er planlagt af Belgiens højrefløjsregering.
Budgetforanstaltningerne handler om en pensionsreform, tidsbegrænsninger på dagpenge og budgetnedskæringer i offentlige ydelser.
Fra Københavns Lufthavn var der tirsdag planlagt to flyafgange mod Bruxelles, men det ene fly er indtil videre blevet aflyst. Det fremgår endnu ikke, om det andet bliver aflyst senere.
/ritzau/