I Danmark kan man få en del for otte millioner kroner. For eksempel et større hus eller en kæmpe lejlighed. I Hongkong rækker den vilde sum til en parkeringsplads.
I hvert fald hvis p-pladsen ligger i det ultra-mondæne kvarter, Mount Nicholson, hvor den blot er en af en række parkeringspladser, der er udbudt til salg netop nu. Kvarteret ligger på The Peak med storslået udsigt over millionbyen og den altid travle havn.
I Hongkong er der kamp om pladsen, og byen topper ofte listen over verdens dyreste steder at leve. Og det er altså ikke bare boligerne, der er i særdeles høj kurs. Det samme er p-pladserne.
Den hidtidige rekord for prisen på en parkeringsplads lød lige godt seks millioner kroner, da den blev solgt i 2019. Nu er den rekord slået med to millioner kroner.
Boligpriserne er også eksploderet i Hongkong den seneste tid. Således slog den månedlige leje for et hus i samme område rekord i maj måned – her lyder huslejen på 1,3 millioner kroner. Om måneden!