Den 25-årige Gemma Cargin fra Nordirland arbejder som lærer i Manchester, og fra tid til anden tager hun flyet til Belfast for at besøge sin familie i hjemlandet.
Det var også planen søndag morgen, hvor hun ankom til lufthavnen i Manchester og gik ud til det, som hun troede var den rigtige gate.
Det var det ikke.
- Skærmene, som viser destinationen, var ikke tændt i gaten, så jeg havde aldrig en idé om, at jeg kunne komme på det forkerte fly, siger hun til BBC.
Gemma Cargins boardingpas blev scannet, men ingen opdagede, at hun gik ombord på det forkerte fly.
Turen til Belfast er normalt en lille sviptur på 40 minutter, og da den 25-årige lærer havde fundet sit sæde, tog hun en lur.
- Da jeg vågnede igen og kiggede på uret, spurgte jeg: Hvornår lander vi, lander vi snart?
- Flypersonalet fortalte mig, at flyet landede om en time og et kvarter, og jeg spurgte om flyet ikke fløj til Belfast. De fortalte, at det var på vej til Gibraltar, og så måtte jeg fortælle dem, at jeg var på det forkerte fly, siger Gemma Cargon.
Gemma Cargon havde aldrig været i Gibraltar, så hun nåede at få taget en selfie med den berømte klippe i baggrunden. (Foto: Gemma Cargon)
Hun fortæller, at hun blev bange og nervøs ved tanken om, at hendes forældre, som ventede i lufthavnen i Belfast, ikke havde nogen idé om, hvor hun var. Samtidig anede hun ikke, hvordan hun skulle komme hjem fra Gibraltar.
Og forældrene nåede ganske rigtigt at blive nervøse. Datteren havde sendt en sms fra flyet om, at hun var på vej mod Belfast, så der opstod lettere panik, da de pludselig ikke kunne finde hende i lufthavnen.
Der gik noget tid, inden forældrene fik en melding om, at deres datter var havnet på det forkerte fly, men forvirringen blev total, da fik de at vide, at hun var havnet i Alicante.
- De var begyndt at arbejde på at få mig hjem fra Alicante, og det var først, da jeg landede i Gibraltar og fik mobilsignal, at jeg kunne ringe og fortælle dem, hvor jeg rent faktisk var. Og de var chokerede, fortæller Gemma Cargon, som efter en kort pause - og en selfie fra landingsbanen - fik lov at flyve tilbage til Manchester med det samme fly.
Her ventede hun i fire timer, inden hun efter en 12 timer lang rejse kunne sætte fødderne på jorden i Belfast.
EasyJet vil nu undersøge, hvordan Gemma Cargin kunne havne på det forkerte fly, og hovedpersonen selv siger til BBC, at hun fremover kommer til at tjekke destinationen en ekstra gang, inden hun sætter sig ombord på et fly.