Borgerne i Danmark er i stigende grad bekymrede og utrygge over ulvens genkomst i den danske natur.
En måling foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for Ritzau viser, at fire ud af ti - 41,6 procent - er bekymrede over ulven, der genindvandrede til Danmark i 2012.
Til sammenligning udtrykte 35,4 procent af respondenterne bekymring, da de blev spurgt til det samme emne tilbage i 2018.
Andelen af danskere, der føler sig utrygge over ulves tilstedeværelse i naturen, er også steget.
I 2018 følte 30 procent af respondenterne sig utrygge. Men i april i år er andelen steget til 35,1 procent.
Antallet af ulve er vokset år for år siden artens genindvandring for 13 år siden.
Aarhus Universitet, der står for ulveovervågningen herhjemme, oplyste for nyligt i en pressemeddelelse, at antallet af ulve har nået "det hidtil højeste niveau i nyere tid".
Med en ny opgørelsesmetode skønnes der aktuelt at være 42 ulve - alle i Jylland.
Til sammenligning var der efter samme opgørelsesmetode syv ulve i året 2017/2018.
- Der er kommet flere ulve i Danmark, og derfor er jeg ikke overrasket over, at utrygheden er steget, siger minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) i en kommentar.
Ulve er fredet i kraft af et EU-direktiv. Men regeringen har meddelt, at man vil gå så langt, som det er muligt, for at finde måder at regulere arten på.
- Der skal være plads til et begrænset antal ulve i Danmark, men i min verden kommer danskernes tryghed før hensynet til ulven, siger Jeppe Bruus.
Han vil "på trods af en stram EU-regulering" arbejde på at skabe bedre muligheder for at "bortskræmme og regulere ulven i de områder, hvor den ikke hører hjemme".
Knap halvdelen af respondenterne i Voxmeter-målingen - 48,7 procent - erklærer sig "meget enig" eller "enig" i, at der bør gives bedre muligheder for regulering af ulvebestanden.
EU-Kommissionen åbnede for nylig for at give medlemslande større fleksibilitet til at håndtere ulvebestande lokalt.
Kommissionen foreslår således at ændre ulvens beskyttelsesstatus fra "strengt beskyttet" til "beskyttet".
Det vil gøre det muligt for de enkelte lande at tilpasse forvaltningen til regionale forhold.
Forslaget fra EU-Kommissionen skal behandles af EU-Parlamentet og ministerrådet.
Voxmeter-målingen er gennemført 8.-9. april i år, og 1018 respondenter over 18 år har besvaret spørgsmålene.
/ritzau/