I dag kan Toyota fejre sit 60-års jubilæum herhjemme.
Da de første knap 200 Toyota Crown De Luxe blev løftet af skibet fra Japan i Københavns Havn en sensommerdag i 1963, var de færreste klar over, at det samtidig var starten på et stort og succesfuldt eventyr. De driftige herrer og ejere af virksomheden Erla Autoimport, Walther Krohn og Otto Hee, havde set lyset med bilerne fra det eksotiske Japan, der et par årtier senere havde overhalet alle andre etablerede mærker og blev kåret som Danmarks mest solgte bilmærke.
Indtoget på det danske marked for i dag 60 år siden var samtidig også første gang, at det overhovedet blev muligt at købe en Toyota i Europa. Og selv om det japanske bilmærke dengang var ukendt for de fleste, blev der alligevel indregistreret 184 Crown i det første års resterende måneder.
Erla Autoimport startede i 1963 importen af Toyota i Danmark. Foto: Toyota
Det antal blev mangedoblet allerede året efter, hvor der blev solgt knap 1.200 Toyota-biler. Et ganske pænt antal i betragtning af, at Crown hverken var en helt lille eller helt billig bil og blev betragtet som en mini-amerikaner.
Baklys, bundmåtter og el-sprinklerdyser
De første Toyota'er var dyrere end gennemsnittet af datidens biler, da de skulle sejles hele vejen fra Japan og blev pålagt told. Men fordi de var ret pålidelige og kom med ekstraudstyr som baklys, bundmåtter og elektriske sprinklerdyser, blev de hurtigt et hit.
Det, der begyndte med knap 200 biler på havnen i København i 1963, har i dag 60 år senere udviklet sig til et af de mest populære bilmærker i Danmark. Samlet set er der trillet små 800.000 Toyota'er heriblandt også en mængde varebiler som disse her fra 1980'erne. Foto: Toyota
I 1968, fem år efter introduktionen på det danske marked, var Toyotas markedsandel steget til 1,9 procent, og i takt med introduktionen af flere modeller som bl.a. Corolla og Corona styrkede Toyota sin position på det danske marked. Da den økonomiske krise for alvor kradsede i 1970'erne og starten af 1980'erne, indskrænkede mange i bilbranchen forretningen for at vente på bedre tider. Men Otto Hee valgte i stedet at skrue endnu mere op.
Første biludstilling med Toyota i Danmark. Foto: Toyota
Mest solgte bilmærke
I 1985 blev Toyota det mest solgte bilmærke i Danmark - en position, som man ikke fraveg de følgende ti år. I rekordåret i midten af firserne trillede over 33.000 biler fra Toyota ud over kantstenen fra forhandlerne - en bedrift, som man ikke har overgået siden.
I 1999 overgik ejerskabet af Toyota i Danmark fra Otto Hee til Toyota Motor Europe, og i flere år efter og frem til sin død i 2014 sad Otto Hee i spidsen for Toyota Fonden, der den dag i dag stadig hvert år uddeler legater til bl.a. kultur og velgørende formål.
Toyota Corolla er med sine 52 mio. solgte modeller verdens mest solgte bilmodel. Foto: Toyota
Introduktionen af verdens første serieproducerede hybridbil, Prius skete i 1997 – her er den nyeste Prius på stammen. Foto: Toyota