Opel-navnet smager lidt af gammelmands-bil i min generation (jeg er fra 1962). Min gode ven fra Tyskland sagde altid "Jeder Popel fährt 'nen Opel" (enhver bussemand kører en Opel). Men der er ikke meget bussemand og cerut over de nye Opel'er.
Testbilens røde Kardio metallak koster 8.000 kroner ekstra. Foto: Per Kuskner
Og da slet ikke Avisen.dk's skrigrøde testbil, Opel Astra i udstyrsmodellen GS-line, som byder på plugin-opladning og 180 sprudlende heste under kølerhjelmen. For det første er der den nye såkaldte Vizor-front, som bringer minderne tilbage om den gudesmukke coupé-model Manta fra 1970'erne. Det gør den både moderne og med et diskret retro-look. For det andet er ikke meget retro over førerpladsen, som har et fuldt digitalt Pure Panel widescreen med en enkel og uhyre intuitiv brugerflade.
En af konkurrenterne er ikke så mærkeligt VW Golf – de to minder også om hinanden i designet. Foto: Per Kuskner
Der er et 12,7 kWh stort batteri i, som kan lades op på lige under to timer ved 7.4 KWh. Der er ikke DC-lader i. Foto: Per Kuskner
Motormæssigt kan man vælge mellem benzin, diesel, plugin-benzin eller en 100% elbil (senere i år). Udstyrsmæssigt er de alle de samme. Fra 2028 er der kun elbiler at få.
Opel har altid været kendt for deres gode komfort, og det er der også i den grad her i testbilen med dens AGR-sæder (i kampen mod dårlig ryg har Opel indgået et samarbejde med tyske kiropraktorer og fysioterapeuter for at lave det perfekte sæde. Resultatet er netop AGR-sæderne).
Og man kan køre langt uden at blive træt i disse sæder, også fordi Astraen fokuserer på en præcis styring og torsions stivhed, retningsstabilitet i kurver og på lige strækninger samt de gode bremseegenskaber. Opel kalder det selv for Autobahnproof.
I og med, at Astraen ikke er en højbenet crossover, så ligger den også meget bedre på vejen og har de gode køreegenskaber, som førnævnte modeller kæmper lidt med. Astras konkurrenter er ikke ligegyldige. Det er bestselleren VW Golf, Peugeot 308 (som er bygget på samme platform som astra), Seat Leon, Skoda Octavia og Toyota Corolla.
Meget moderne og ergonomisk. Læg mærke til, hvordan infotainment-skærmen "smelter" sammen med cockpit-dittoen. Og den lillebitte gearknap. Foto: Per Kuskner
Der var nogle enkle hår i suppen: Bagsædepladsen er ikke til tre personer - måske to voksne og et meget lille barn, og så er det sært, at en bil med så meget standardudstyr såsom varme i (læder)rattet, P-sensor for og bag, 17" alufælge, LED for- og baglygter og en masse andet, ikke kommer med navigation, som skal tilkøbes.
Ja, det er jo plugin-bilernes svøbe: Elledninger som ligger og roder rundt bagi, da der sjældent er en brønd til disse kabler. Foto: Per Kuskner
Men alt i alt en virkelig behagelig, velkørende og ok prissat bil til den lille familie eller til det midaldrende ægtepar (uden cerut), som bare gerne vil have de bedste sæder og komfort som penge i dette segment nu kan købe.
* * * * (4 ud af 6 stjerner)
Specifikationer på Opel Astra Plugin-hybrid GS-line:
Pris: 389.995 kr. (Astra fås fra 309.990 kr. (Edition-line))
180 hk. (110 fra benzinmotoren alene)
8-trins automatgearkasse
Rækkevidde ren el: 60 km.
0-100 km/t: 7,6 sek. (tophastighed: 225 km/t).
Hvorfor?
Fordi Opel i dag er en moderne og lækker bil med suveræn komfort.
Hvorfor ikke?
Fordi du hellere vil købe en højere bil såsom en crossover og have lidt mere plads.