Jeg husker tydeligt, da Audi TT så dagens lys i begyndelsen af 1998. Der var et udstillingseksemplar parkeret ude i Kastrup Lufthavns passagerterminal, og den lignede ikke noget, man havde set før eller var vant til at se.
Linjerne var besnærende og aluminiums-looket – både udvendigt og i særdeleshed indvendigt var frækt og ganske unikt. Det var kun på supersportsvogne, man ellers kunne finde eksempelvis speeder, kobling- og bremsepedaler i aluminium med store huller i og store runde ventilationsdyser i cockpittet. Frækt!
Indvendigt ligner den mere sin storebror, supersportsvognen R8, end nogen anden Audi. Foto: Per Kuskner
Nu er der kommet en såkaldt Limited Edition-model af tredje generation, (som i virkeligheden er fra 2014) og Avisen.dk fik en dejlig uge i den mindste model, hvor der dog er proppet meget godt standardudstyr ind såsom LED-lygter, parkeringshjælp, læder og alcantera-interiør, 19” alufælge og meget mere. Og det er ovenikøbet til en særdeles spiselig pris på lige under 600.000 kroner.
Paradoksalt nok holder benzin-sportsvognen ved sin ”banemand” en elbils-oplader på, nå ja… Gasoline Grill. Foto: Per Kuskner
Den kommer kun som coupé her til landet (ikke den åbne roadster) med de sædvanligvis to små bagsæder, som må siges kun at være til bagage eller børn. Jeg proppede et sagesløst voksent par ind bagi fra Nykøbing Sjælland og til København (alternativt var toget), og lad os bare sige, at de skulle rettes en del ud efter turen! Men praktisk er den med sit store bagagerum, hvor bagsæderne kan lægges ned. Den har et lydefrit og skønt 7-trins S-tronic gear med dobbeltkobling, og den fås kun med dette gear. De første modeller i 1998 kom derimod kun med manuelt gear.
Hård og tragisk start
Den smukke sportsvogn fik tilbage i 1998-99 alt andet end en ønskelancering. Efter kort tid var der – især i Tyskland, hvor der mange steder er fri hastighed – en del uforklarlige ulykker netop med TT’en. Det viste sig, at ved meget høj hastighed (180 km/t og derover), og ved brat vognbaneskift herunder, kunne bilen snurre rundt, og det kostede en del liv, hvorefter TT’en fik prædikatet ”widowmaker”.
Bagfra er den også dynamisk med sine to store afgangsrør, og nej, den kan IKKE fås med træk. Foto: Per Kuskner
Bilerne – coupé såvel som de åbne roadstere, blev haste-indkaldt og fik udover de digitale antispinsregulerende programmer ESP og ASR også vedhæftet en lille hækspoiler, som ødelagde lidt af designet, men gjorde dem til gengæld mere sikre.
Helstøbt og hurtig
Selv om testbilen er den skrabede version uden quattro og med lille motor, er den hurtig, adræt og virkelig velkørende. Den er også lav, som en sportsvogn jo skal være, og det bidrager til den agile og velkørende oplevelse.
I det hele taget virker den sidste TT af slagsen som en meget helstøbt og vellykket bil, der nu må lade livet for den politisk korrekte og elektriske dagsorden. Audi meddeler, at TT’en, som vi kender den, snart er fortid.
Om der kommer en elektrisk TT på et tidspunkt, må tiden vise. Audi har jo deres e-tron GT, som forener sportsvogn og el på flotteste vis.
Imens kan vi nyde både lyden, designet og den sportslige kørsel, som på en og samme tid både er en skøn, men også lidt vemodig følelse.
Lige fra starten havde TT'en et sejt benzindæksel bagtil. Det har det stadig. Foto: Per Kuskner
Foto: Per Kuskner
Specifikationer:
Audi TT Limited Edition 40 TFSI
197 hk. 0-100 km/t: 6.6 sek. Topfart: 246 km/t
Forbrug: 13-14.7 km/l
Fra 599.990 kr.
Testmodel: 655.286 kr.
Privatleasing fra: 6.595,- kr./udb.: 40.000 kr.
Hvorfor?
Fordi du får en smuk, forførende og meget dynamisk sportsvogn med god plads (sådan da) til en ok pris i den klasse.
Hvorfor ikke?
Fordi du godt kan lide at lade din bil op og benzin er soooo last season!
Vidste du….
* TT står for Tourist Trophy, som er Isle of Man-racerløbet, hvor motorcyklerne NSU TT og DKW TT brillerede i mange år.
* Navnet henviser også til ”Teknologi og Tradition”.
* En heftig version, TT RS, har over 400 hk. og kan nå 280 km/t på toppen.
* Bauhaus-stilen var inspiration for designerne af TT, Freeman Thomas og Torsten Wenzel.