Har du været i Italiens hovedstad, Rom, og besøgt Colosseum? Og har du studset over, at prisen for billetten var lige lovlig pebret?
Det er der måske en forklaring på.
AFP skriver ifølge Ritzau, at Italiens konkurrencemyndigheder AGCM har afsløret fup og uregelmæssigheder og bøder for intet mindre end knap 20 millioner euro.
Det er firmaet CoopCulture, der administrerer billetsalget, og seks turistguidefirmaer der har fået bøder for det der svarer til 150 millioner kroner.
AGCM begyndte at undersøge billetsalget til Colosseum i juli 2023. Det stod hurtigt klart, at det var næsten umuligt at købe billetter online.
Det viste sig, at CoopCulture og de seks turistfirmaer hamstrede billetterne, så der næsten ikke var nogen til salg online.
Turister blev derfor henvist til de seks firmaer, der så solgte billetter med ekstra service som guider og andet tilknyttet.
Og så også til en højere pris.
Colosseum var med 12,3 millioner gæster Italiens mest besøgte seværdighed i 2023.