Fodboldklubberne i Superligaen har denne vinter planlagt træningsture sydpå for at blive klar til forårspremieren i landets bedste række.
For et år siden tvang coronapandemien de 12 bedste danske klubber til at blive hjemme, og spillerne måtte forberede sig i den danske vinterkulde, men det kommer formentlig til at ændre sig denne vinter.
FC Midtjylland, FC København, Brøndby og Viborg har planlagt ture til Portugal i begyndelsen af februar, mens Tyrkiet på samme tidspunkt får besøg af Randers FC, OB, Sønderjyske og Vejle.
AaB skal til Malta, mens Silkeborg, FC Nordsjælland og AGF rejser til Spanien - for AGF's vedkommende endda hele to gange.
Superligaspillerne møder ind i klubberne efter julepausen i uge 1 eller 2, hvor de første mange træningspas foregår på dansk jord.
Spillerne i AGF rejser dog til ferieøen Tenerife allerede 12. januar, og så venter der senere en rejse til Alicante frem mod forårspremieren midt i februar.
AaB tager ligesom AGF tidligt afsted, da et chartret fly sætter kursen mod Malta 14. januar, hvor det nordjyske hold skal være samlet i 11 dage og spille tre træningskampe.
Flere klubber oplyser til Ritzau, at udviklingen i coronapandemien fortsat kan spolere deres udlandsture. Restriktioner og regler om isolation på de forskellige destinationer kan også gøre det meningsløst at rejse afsted.
Superligaen starter op igen 18. februar, når Sønderjyske får besøg af AGF.
/ritzau/