Et skybrud i slutningen af juli har medført en decideret miljøkatastrofe i Filsø, Jyllands næststørste sø.
Således er fisk med en samlet vægt på omkring 80 ton døde efter tre dages iltsvind, der blev forårsaget af næringsrigt vand fra nærliggende marker, som blev bragt til søen umiddelbart efter skybruddet.
Det har et hold forskere fra Københavns Universitet dokumenteret.
- Vores vurdering er, at der er omkring 80 tons fisk, der er døde, siger lektor på Ferskvandsbiologisk Laboratorium ved Københavns Universitet Theis Kragh.
- Det vil sige, at hele bestanden i en 400 hektar stor sø er kollapset fuldstændig på grund af et enkelt event. Det er ekstremt voldsomt.
Det omfattende iltsvind er afgrænset til Filsø Søndersø, som udgør 400 hektar af den i alt 915 hektar store vestjyske sø, der er opdelt i tre søer.
I 2012 blev Filsø genskabt i et stort naturgenopretningsprojekt, og den er siden blevet en af de mest artsrige søer i Danmark
Ifølge Theis Kragh er det en kombination af tørken, det varme vindstille vejr og efterfølgende kraftig regn, der har skabt miljøkatastrofen.
Således satte et skybrud i slutningen af juli gang i transport af store mængder organisk materiale ud i Filsø Søndersø.
Det organiske materiale kom fra dræn i oplandet og nåede ud i Filsø via åer, som på kort tid transporterede det næringsrige vand ud i søen efter skybruddet.
Den lange periode med tørke havde ophobet meget organisk materiale i drænrørene, og da søen modtog det næringsrige vand, blev den i løbet af få timer brun.
Samtidig begyndte bakterierne i søen at nedbryde det organiske materiale - det var den proces, der brugte al ilten i vandet.
Selv om iltniveauerne siden skybruddet har normaliseret sig, kan begivenheden få indflydelse på økosystemet i lang tid.
- Det kan have alvorlige konsekvenser. Fiskesammensætningen har betydning for hele økosystemet, siger Theis Kragh.
- Lige nu er Filsø en af de søer, som har den bedste biodiversitet i forhold til vandplanter, og sådan skulle det gerne fortsætte. En forkert udvikling i fiskebestanden kan gøre, at søen bliver uklar og fyldt med alger året rundt mere eller mindre. Det er utroligt vigtigt, hvad der sker fremadrettet.
Hos Danmarks Naturfredningsforening (DN) mener man, at hændelsen er et klart tegn på, at landbrugets forurening skal nedbringes, da ekstremt klima vil forekomme hyppigere i fremtiden.
- Det er en hjerteskærende katastrofe, som skyldes en uheldig kombination af klimaforandringer og en alt for høj forurening fra landbruget, siger præsident for DN Maria Reumert Gjerding.
- Det eneste svar på det er at nedbringe landbrugets forurening, og det haster forfærdeligt meget.
/ritzau/