Når TV 2 Charlie-krimien "Sommerdahl" inden længe blænder op for sin tredje sæson, vender Laura Sommerdahl tilbage - men i skikkelse af en anden skuespillerinde.
Laura Kjær, som har spillet karakteren i de to første sæsoner, er nemlig blevet erstattet af Mia Helene Højgaard.
Det bekræfter TV 2 på et pressemøde.
Forklaringen er, at Laura Kjær ikke kunne få kalenderen til at gå op med optagelserne i og omkring Helsingør, efter at hun er begyndt på skuespilleruddannelsen i Aarhus.
Folkene bag serien overvejede, om karakteren helt skulle skrives ud. Men de endte med at beholde den og lade hende blive spillet af en anden. Det ville være ærgerligt at skrive karakteren ud, når nu hun var en del af den lidt mere ungdommelige part i serien.
Laura Kjær er fortid i "Sommerdahl", men det er hendes karakter ikke. Den overtages nemlig af Mia Helene Højgaard. (Stillfoto). Henrik Petit/TV2/Stillfoto/Free
- Det har ikke været nemt at overtage en andens rolle, men Mia har simpelthen klaret det så godt og passer ind. Vi er rigtig glade for hende, siger producent Janni Helleskov til Ritzau.
Laura Sommerdahl, som altså fremover spilles af Mia Helene Højgaard, er datter af seriens hovedpersoner Dan og Marianne Sommerdahl, som portrætteres af henholdsvis Peter Mygind og Laura Drasbæk.
Når tredje sæson tager over, hvor anden sæson slap, vender filmatiseringen af krimidronningen Anna Grues krimiserie tilbage med endnu flere mord, der skal opklares, og intriger i privaten.
Tredje sæson af "Sommerdahl" får premiere på streamingtjenesten TV 2 Play den 6. marts og på TV 2 Charlie den 13. marts.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus