Den seneste måneds solrige forårsvejr har sat rekord i negative elpriser.
I maj var der 134 timer med negative elpriser.
Det viser tal fra Energi Data Service, som energikoncernen Norlys har indsamlet.
Norlys har set på elpriser helt tilbage til 2010. Ikke en eneste måned i opgørelsen har et højere antal timer i minus end maj 2024.
Det rekordhøje antal skyldes, at der er kommet mere vind- og solenergi i det danske energisystem.
Det fortæller Mads Brøgger, der er direktør i Norlys' energiforretning.
Dertil er det danske energinet i højere grad forbundet til de europæiske elnet.
I de seneste år har blandt andet Tyskland og Holland udbygget solenergi. Det kommer de danske forbrugere til gavn, når vejret byder på mange solskinstimer.
- Samtidig betyder de høje temperaturer, vi har set, at der har været et lavt behov for opvarmning, så det bliver der ikke brugt så meget el til. Men det har omvendt heller ikke været så varmt, at der skulle bruges energi på nedkøling.
- Derfor får man en kombination af en høj produktion og et lavt forbrug. Det giver rigtigt mange timer med negative priser, siger Mads Brøgger.
Med højdespringeren maj har 2024 indtil videre haft 214 timer, hvor elprisen er røget under nul.
Sidste år på samme tid var tallet blot 87 timer.
Alligevel endte 2023 med et rekordhøjt antal timer med negativ pris, nærmere bestemt 512 timer.
Det var især oktober, der med en masse blæst og deraf vindenergi skabte de mange timer i minus.
Om 2024 slår rekorden på ny, er for tidligt at sige, lyder det fra Mads Brøgger.
- Men overordnet set er der helt klart en tendens til, at timerne med negativ pris bliver mere almindelige, fordi vores elpriser svinger mere end tidligere.
- Det skyldes den grønne omstilling. Med sol- og vindenergi er det mere omskifteligt, hvornår der produceres meget strøm. Så det er noget, man som forbruger skal vænne sig til, og det kan vi se, at mange allerede har gjort ved for eksempel at tilrettelægge deres elforbrug efter prisen.
Du kan følge din egen elpris via denne elberegner her
/ritzau/