Arbejdet med at grave døde mink op er gået i gang i Nørre Felding syd for Holstebro.
Det er TV Midtvest, der torsdag morgen beretter, at gravemaskiner gik i jorden endnu inden klokken var blevet fire.
Minkene blev gravet ned i slutningen af 2020, og graves nu op for at sende kadaverne til afbrænding.
Opgravningen er en såkaldt prøveopgravning, som skal afdække, hvilken tilstand minkkadaverne er i efter et halvt år i jord og kalk.
De opgravede kadavere køres til 13 udvalgte affaldsforbrændingsanlæg landet over for at teste afbrændingen kan give problemer. Der skal køres vognlæs til blandt andet Amager i øst, Sønderborg i syd, Hjørring i nord og Odense på Fyn.
I Nørre Felding i Vestjylland frygter borgerne for lugtgener i forbindelse med opgravningen. Og der er da heller ikke stillet garantier for, at de slipper lugt.
TV Midtvests journalist på stedet beretter torsdag morgen om, at han ikke er særligt generet af lugten.
- Man kan godt lugte, når lastbilen med mink kører forbi, men det er peanuts sammenlignet med at stå i en svinestald, siger han til regionalmediet.
Han følger opgravningen på en afstand af 100 meter.
- Det lugter overhovedet ikke herfra, konstaterer han.
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) siger torsdag morgen til Ritzau, at han beklager, at det er forbundet med noget støj og noget lugt.
- Men jeg tænker, at beboerne hellere vil have det i en kort periode, og så ved de, at problemet er løst, end at leve med uvisheden i mange år frem, siger han og tilføjer:
- Jeg forventer, at vi får det her løst, og at vi får fjernet den potentielle forureningskilde, de udgør.
Området er afspærret og der er opsat skilte med adgang forbudt og advarsel om smitsom husdyrsygdom. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Det er ikke tilfældigt, at opgravningen begynder på en helligdag. Fødevareministeren har tidligere forklaret til Ritzau, at det er afgørende at komme i gang med opgaven nu.
- De involverede parter har en tidsplan, der skulle gå op. Og hvis vi skal nå det her hurtigst muligt, også inden vejret bliver så godt, at vi risikerer yderligere lugtgener, så er det nu, vi skal slå til. På en helligdag er der alt andet lige også mindre trafik på vejene, så man hurtigere kan nå frem til forbrændingsanlægget, udtaler Rasmus Prehn.
Da minkene blev gravet ned i november 2020 blev de indkapslet i lag af kalk for at undgå, at smitte kunne sprede sig fra dyrene.
De danske mink blev aflivet på grund af frygt for mutation i coronavirussen covid-19.
FAKTA: Her skal millioner af døde mink brændes
De døde mink udgør ikke længere en smitterisiko og skal graves op og brændes på forbrændingsanlæg landet over.
Opgaven har været i udbud, og her kan du se en oversigt over de 13 anlæg, der har budt ind på at løse opgaven.
- Esbjerg: Energnist Esbjerg.
- Kolding: Energnist Kolding.
- Holstebro: Måbjergværket.
- Odense: Fjernvarme Fyn.
- Aarhus: AffaldVarme Aarhus.
- Hjørring: AVV Hjørring.
- Aalborg: Reno-Nord.
- Sønderborg: Sønderborg Forsyning.
- Glostrup: Vestforbrænding.
- Amager: ARC.
- Roskilde: ARGO.
- Næstved: AffaldPlus.
- Hørsholm: Norfors.
Når prøveafbrændingen er overstået kan anlæggene byde ind med deres endelige kapacitet. Og efter det kan myndighederne regne på en model for, hvor mange mink der kan graves op ad gangen og hvornår.
Samtidig sættes der endelig navn på de anlæg, som skal foretage afbrændingen, der er planlagt til at ske fra slutningen af maj til midten af juli.
OVERBLIK: 13.000 ton mink skal brændes på to måneder
Her er mere om tidsplanen for at få de døde dyr gravet op og destrueret:
- Der er cirka fire millioner mink i grave. De vejer tilsammen omtrent 13.300 ton og er fordelt i grave på militære områder ved Holstebro og Karup.
- Torsdag, fredag og lørdag er prøvedage, hvor der særligt er fokus på afbrændingen af mink. Ingen af de 13 affaldsanlæg fordelt over hele landet, der er med til at brænde mink, har erfaring med at brænde blandingen af mink, kalk, jord og salt.
- I slutningen af maj går arbejdet for alvor i gang i Nørre Felding ved Holstebro. Det ventes at tage cirka tre uger.
- I midten af juni begynder myndighederne at grave mink op i Karup og sende dem til forbrænding. Også det ventes at tage cirka tre uger.
- Jorden under minkene i gravene skal også graves op og sendes til deponering for at mindske risiko for forurening. Derefter lægges der ny jord på.
- Først da bør lugtgenerne være væk.
- Arbejdet skal være overstået i midten af juli.
Kilde: Fødevarestyrelsen