Nu er det slut med synlig tobak i de danske butikker. Fra i morgen torsdag skal tobakken nemlig gemmes væk på alle salgssteder, så børn og unge ikke fristes til at købe tobak.
Dermed vil cigaretterne ikke længere være til skue, når man nærmer sig kassen i den lokale butik, kiosk eller tankstation.
Får du derfor svært ved, at finde din daglige tobak i blandt andet Føtex, Bilka og Netto, så er der en god årsag.
Salling Group deler nemlig ambitionen om, at Danmark skal nå en røgfri generation i 2030, og nu tager koncernen sammen med andre salgssteder det næste skridt.
Dagligvarekoncern tog første skridt i 2018 og siden er der røget 116 millioner færre cigaretter over disken i Føtex, Netto og Bilka.
– Vi kan se, at faldet i salget er særlig markant i butikker med unge kunder. Handling gør en forskel, og ligesom vi er glade for, at andre dagligvarekæder siden har fulgt trop, er vi tilfredse med, at lovgivningen nu sikrer, at samtlige udsalgssteder skal gemme væk, siger Brian Nyeng Olesen, indkøbschef i Salling Group.
Han tilføjer, at det er positivt, at lovgivningen forpligter alle udsalgssteder til at bidrage til, at Danmark skal nå en røgfri generation i 2030.
- For skal vi lykkes med det, skal alle med, hvilket sker nu. Ellers ville vi fortsat bare sende de unge videre til der, hvor det er nemmest at købe cigaretter, uddyber Brian Nyeng Olesen.
Lovgivningen forpligter alle udsalgssteder til at bidrage til, at Danmark skal nå en røgfri generation i 2030. Salling Group