Peter Bergman
Opdateret kl. 17:40
Lørdag eftermiddag opstod der en vild jagt i Vanløse. Flere af politiets patruljer satte på Ålekistevej efter en cyklist, der kom bragende i meget høj fart.
Cyklisten var da heller ikke en helt almindelig cyklist. Det var en mand, der kørte på en kraftig elcykel.
Ifølge presse-fotos.dk så en betjent på motorcykel straks, at hastigheden på elcyklen er alt for høj. Betjenten forsøgte at bringe elcyklisten til standsning, men uden held.
I stedet for at følge politiets anvisning, besluttede manden at køre fra stedet.
- Der bliver tilkaldt flere patruljer til stedet, fordi manden forsøger at undslippe. Cyklens fart er markant højere end vi har set nogen cykel komme op på, fortæller vagtchefen hos Københavns Politi til presse-fotos.dk.
Politijagten fortsatte ifølge B.T. i 11 minutter. På cyklen sad en 36-årig mand, som havde taget flugten ad både vejen og stier.
Manden er efter sin ulovlige cykeltur blevet anholdt, og Københavns Politi skal nu finde ud af, hvad han skal sigtes for, skriver avisen.
Politiet oplyser, at der ikke er foretaget målinger, som kan vise, hvor hurtigt den 36-årige kørte.
(Foto: Presse-fotos.dk)
(Foto: Presse-fotos.dk)