Der er det seneste døgn konstateret 21.403 smittede med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) torsdag.
Antallet af smittede er det næsthøjeste, der er registreret under epidemien på et døgn. Det højeste var onsdag, hvor 23.228 personer var konstateret smittede.
Ifølge Eskild Petersen, der er professor i infektionssygdomme ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet, har julen været en "supersprederbegivenhed".
- Nu bliver det så interessant at se, om nytåret får tallet til at accelererer yderligere, siger han.
Smittetallet er baseret på svar fra 205.153 PCR-test. Det er dem, hvor man podes i svælget. Af dem har 10,43 procent været positive for covid-19.
Der er desuden sket 178 nye indlæggelser af personer, der er smittede med corona. Det samlede antal indlagte falder dog med 10. Det skyldes, at der også er blevet udskrevet patienter i perioden. I alt 665 personer er indlagt.
En af de gode nyheder er, at den store udskiftning blandt de coronaindlagte tyder på, at vi ikke bliver lige så syge af at blive smittet med corona, som vi gjorde tidligere, siger professoren.
- I samme periode sidste år havde vi omkring 4500 smittede dagligt, hvilket resulterede i 900 coronaindlæggelser, da vi lå højest.
- Sammenligner man dagens indlæggelsestal med samme periode sidste år, er det tydeligt, at vi ikke længere bliver lige så syge af coronasmitten. Det er naturligvis også takket være vaccinerne, siger han.
Han påpeger desuden, at der er flere og flere data, som peger på, at den dominerende omikronvariant ikke er skyld i lige så slemme sygdomsforløb, som tidligere varianter.
Omikronvarianten findes i omkring 80 procent af de positive coronaprøver. Det kom frem under et pressemøde onsdag.
Af de indlagte ligger 75 personer på hospitalernes intensivafdelinger. Af dem er 50 personer tilkoblet en respirator. Det er i begge tilfælde to færre end onsdag.
Derudover er der registreret 9 coronarelaterede dødsfald. Det vides ikke, om de var indlagt, og om det derfor har påvirket indlæggelsestallet.
/ritzau/