I USA anbefales det ikke længere, at personer, der har fået tredje vaccinestik, går i isolation, hvis de er nærkontakt til en smittet med coronavirus.
Det oplyser USA's Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC) ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag aften dansk tid.
Ændringen kommer, blandt andet fordi de mange personer, der skal i isolation, har kastet grus i hjulet på samfundsmaskinen, hvor der i mange sektorer mangler personale.
- Omikronvarianten spreder sig hurtigt og har potentiale til at påvirke alle samfundets facetter, siger CDC-direktør Rochelle Walensky i en pressemeddelelse ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Dermed er reglerne de samme som i Danmark. Her er det heller ikke nødvendigt at gå i selvisolation som nærkontakt, hvis man har fået det såkaldte booster-stik.
De danske sundhedsmyndigheder anbefaler dog, at man bliver testet på fjerdedagen, hvis man er nærkontakt til en smittet.
Den amerikanske sundhedsmyndighed oplyser også, at smittede med coronavirus nu kan forkorte deres isolationstid. Det kan ske, hvis de ikke udvikler symptomer på covid-19.
Hidtil har smittede amerikanere skullet gå i isolation i ti dage, fra de har fået konstateret smitte i en PCR-test.
Nu anbefaler CDC imidlertid, at man kan bryde isolationen allerede efter fem dage, såfremt man ikke har udviklet symptomer på covid-19.
USA har ligesom en række andre lande oplevet en kraftig stigning i antallet af smittede, i takt med at vejret er blevet koldere hen over efteråret og vinteren.
Ifølge Johns Hopkins University var der i oktober omtrent tre millioner nye smittetilfælde om ugen. I december har der typisk været mellem 3,3 og 5,2 millioner smittetilfælde om ugen. Landet har en befolkning på cirka 332 millioner mennesker.
USA er til gengæld godt i gang med at vaccinere dets befolkning med tredje stik mod coronavirus. Godt 32 procent af amerikanerne har således fået deres tredje stik. Blandt dem over 65 år er det godt 57 procent, der har fået tredje stik.
Danmark er dermed lidt i front sammenlignet med USA. Indtil videre har 2,5 millioner fået det tredje stik mod covid-19. Det svarer til 42,7 procent.
/ritzau/