Et usædvanligt tyveri af en hund skete først på aftenen mandag i Horsens.
Her blev den kun ni uger gamle sorte og brune yorkshireterrier-hvalp Oswald røvet fra sin ejer, som gik tur med hvalpen i parken Lunden.
Gerningsmanden skubbede den kvindelige hundelufter omkuld og stak af med hvalpen.
- En mand kom løbende og puffer så ejeren omkuld, hvorefter han tager hunden og stikker af. Derfor betegner vi det som et røveri. Vi hører af og til om tyverier af hunde, hvor man har taget dyret fra en krog ved et supermarked. Det her er mere alvorligt, fortalte vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, til TV2 Østjylland mandag aften.
Oswald har kun været hos sin ejer i en uges tid, og til Avisen.dk fortæller Oswalds tidligere ejer, Katrine Loft, at Oswald vejer lidt over et kilo.
- Vi kan kun håbe, at han har det godt, den lille fyr, siger Katrine Loft. Hun fortæller at en hvalp af racen yorkshireterrier koster mellem 10.000 og 12.000 kroner.
Har aldrig oplevet noget lignende
Vagtchef Jørn Bystrup ved Sydøstjyllands Politi siger tirsdag morgen til Horsens Folkeblad, at han i sine 28 år ved politiet ikke har oplevet noget lignende i sit arbejde.
Røveriet skete mandag aften klokken 18.10. Hundelufteren var chokeret efter røveriet, men slap fysisk uskadt. Hun nåede ikke at se hundetyven tydeligt, men politiet har udsendt følgende signalement:
En mand på omkring 30 år, 180-185 centimeter høj. Han var iført lyse cowboybukser og en grå hættetrøje.
Oplysninger i sagen kan rettes til politiet på 114.

Oswald blev taget fra sin ejer først på aftenen mandag. Foto: Katrine Loft

Her ses Oswald med sin mor og bror. Foto: Katrine Loft

Foto: Katrine Loft