Mens landets menige politibetjente tit omtaler Christiania som et lovløst sted, så valgte deres øverste boss, justitsminister Mette Frederiksen (S), at fejre jul på fristaden: Hun tilbragte aftenen "hos familie" sammen med sin nye kæreste, filmmanden Bo Tengberg.
Det afslører Ekstra Bladet i dag. Mette Frederiksen kom dog avisen i forkøbet, da hun i går aftes på sin Facebook-side selv skrev en update om sin juleaften på fristaden (se updaten nederst i artiklen).
I updaten understreger hun, at hun som socialdemokrat kæmper for en normalisering af Christiania - ikke en lukning. Hashhandlen skal bekæmpes, skriver hun videre - og konkluderer, at man som justitsminister også godt må tilbringe julen med sin familie.
Kædes sammen med hashsag
Ekstra Bladet afsløring bygger på en opslag på Facebook og Youtube fra gruppen CADOK, som christianitter står bag. Gruppen bragte for et døgns tid siden en update, hvor Mette Frederiksens julebesøg blev omtalt.
CADOK kæder Mette Frederiksens juleaften på Christiania sammen med seks store hashsager, som lige nu er i gang ved domstolene. Omkring 40 christianitter sidder varetægtsfængslet i hashsagerne, og politiet bruger årligt store millionbeløb på at bekæmpe organiseret kriminalitet på fristaden.
Mette Frederiksen fortalte i september, at hun var faldet for Bo Tengberg, som tidligere har været gift med skuespilleren Trine Pallesen.

Mette Frederiksen lagde tirsdag aften denne update på Facebook.