En amerikansk mand er død efter indtagelse af rengøringsmidlet klorokin. Han troede, at det ville beskytte ham mod at blive smittet med coronavirus.
Det oplyser Banner Hospital i Phoenix i delstaten Arizona, skriver NBC News og nyhedsbureauet Reuters.
Mandens kone indtog også stoffet og er i kritisk tilstand.
Det giftige middel, de spiste, var ikke den type klorokin, der bliver brugt medicinalt til at behandle malaria, og som ifølge nogle forskere viser stort potentiale som middel mod coronavirus.
Det var derimod den type klorokin, som man bruger til at rengøre akvarier.
USA's præsident, Donald Trump, har tidligere nævnt, at midlet hydroxyklorokin - et lignende middel - sammen med et antibiotika kunne blive et potentielt vigtigt medicin mod coronavirus.
Mandens kone fortæller til NBC News, at hun havde set pressebriefingen med præsidenten og kunne huske, at han sagde "klorokin".
- Jeg så, vi havde det stående bagest på hylden og tænkte: Hey, er det ikke det, de taler om i tv, siger konen til NBC News.
Ægteparret tog midlet, da de er i 60'erne og dermed i risikogruppen for store komplikationer, hvis de bliver smittet med coronavirusset.
- Vi var bange for at blive syge, siger konen.
Efter 20 minutter blev parret ekstremt dårlig, hvorefter konen ringede til alarmcentralen. Da de ankom til hospitalet, døde manden.
Der er i øjeblikket ingen vacciner eller behandlinger, der er godkendt til sygdommen Covid-19, men forskere arbejder på sagen.
I Frankrig meddelte sundhedsminister Oliver Veran mandag aften, at læger gerne må bruge midlet klorokin, som bruges til at behandle malaria.
Det må kun blive anvendt på de hårdest ramte patienter. Og brugen skal foregå under strengt opsyn.
Olivier Veran understregede, at midlet ikke må bruges på patienter med milde symptomer.
Andre har imidlertid udtrykt skepsis over for midlets effektivitet. Det er også blevet påpeget, at der er brug for flere prøver for at finde ud af, om midlet er effektivt og sikkert at bruge.
/ritzau/