Solen bliver en hyppigere gæst i haven, og varmen begynder så småt også at få fat.
Og når gennemsnitstemperaturen ligger rimelig stabilt omkring syv grader, bliver der sendt besked til græsplænen om, at det er tid til at gro.
Det sker typisk omkring maj. Og derfor er det også her, du kan finde plæneklipperen frem fra skuret.
Når du giver plænen den første tur, råder have- og fotojournalist Kenn Poul Römer-Bruhn til at indstille maskinens klippelængde til fem centimeter.
- Det er en optimal klippelængde i foråret.
- Det er pænt og behageligt at gå på, men der er stadig lidt længde på, fordi græsset lige skal i gang. Og det er de grønne plantedele, der giver væksten, forklarer Kenn Poul Römer-Bruhn, som er aktuel med bogen "Din have - dine regler".
I løbet af en måneds tid, når græsset har fået fat og fået lov til at gro lidt, kan du sætte klippelængden ned til fire centimeter.
- Træder man sine bare tæer ned i fem centimeter græs, er det et tykt tæppe. Derfor klipper man det gerne lidt tættere senere på sæsonen, siger Kenn Poul Römer-Bruhn og tilføjer:
- Nogle kører det også helt ned til tre centimeter. Det kommer også an på, om den skal bruges til at ungerne skal spille fodbold eller være en prydplæne.
Du kan gå lidt hårdere til græsplænen og klippe den ned til to-tre centimeter i de måneder, hvor den gror meget. (Arkivfoto): Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Louise Møller er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet, og hun tilslutter sig også, at plænen sagtens kan tåle, at man går lidt mere til den i vækstmånederne.
- I den sæson, hvor græsplænen gror meget - særligt i maj og juni - kan man godt klippe den rimelig langt ned til måske to-tre centimeter.
- Det er i den periode, man godt kan være lidt hård ved den og have en lidt lav klippehøjde, siger hun.
Det er dog ikke noget, du skal gøre for plænens skyld. Det handler langt hen ad vejen om, hvordan du godt kan lide den ser ud, og hvad du gerne vil kunne bruge den til.
- Det er meget et temperamentsspørgsmål. Skal den se nyklippet ud hele tiden, skal man gerne slå den en gang om ugen. Har man et mere afslappet forhold til det, så klipper man den bare, når man synes, siger Louise Møller.
Når græsplænen ikke længere er fyldt med saft og kraft og spurter opad, skal du til gengæld være mere varsom med klipningen.
- Henne i november, hvor man begynder at klippe græsplænen for sidste gang det år, skal den ikke klippes for langt ned. Det er for at gøre den robust til vinteren, forklarer Louise Møller.
/ritzau fokus/
Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus