Efter fire sæsoner siger Christian Arnstedt farvel til DR-programmet "Løvens Hule". Det skriver han på Instagram.
- Jeg har investeret i så mange nu, at jeg ikke føler, at jeg kan tage flere ind og samtidig have tid til de virksomheder, som jeg har investeret i, samt de andre opgaver, jeg har på mit arbejde, skriver Christian Arnstedt på det sociale medie.
Men det er ikke kun arbejdet, som får Christian Arnsted til, at skære det populære tv-program fra. Han vil også have mere tid til familien - ikke mindst familiens yngste:
- Det har ændret mine prioriteter. Jeg vil altid være typen, der arbejder meget, men jeg vil gerne forsøge at være en mest muligt nærværende far for min søn og min familie.
Sønnen William kom til verden i sommeren 2022.
Christian Arnstedt er gift med Charlotte Reventlow. Sammen har de sønnen William. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix)