Coronakrisen hærger over hele verden, hvor adskillige lande er lukket ned. Det har fået kendisser i alverdens lande til at bruge deres status og indflydelse på en lidt anden måde, end de er vant til.
26-årige Jyoti Amge, der med sine bare 62,8 centimeter er verdens mindste kvinde, brugte forleden sin stemme til at opfordre den indiske befolkning til at bakke op om statens tiltag mod den frygtede virus.
Hun har arbejdet som skuespiller siden 2011 og blandt andet haft en rolle i den amerikanske serie American Horror Story.
Fra kølerhjelmen af en politibil talte hun i en mikrofon til befolkningen i den indiske by Nagpur, efter hun var blevet kontaktet af politiet, der bad om hendes hjælp.
Hun bad folk om at bære mundbind, vaske deres hænder og overholde reglerne om kun at forlade deres hjem, hvis det er absolut nødvendigt.
– Vores politi, sundhedspersonale og militær er i forreste linje i kampen mod virussen og for at redde liv. Jeg ville gerne bidrage på min egen lille måde, fortæller Jyoti Amge til The Guardian.
Politiet takkede Jyoti Amge for hjælpen. Scanpix
Der er 1,3 milliarder mennesker i Indien og den officielle nedlukning af samfundet er netop blevet forlænget indtil 3. maj.
De seneste tal fortæller, at der er 10.541 konstaterede tilfælde af coronasmittede i det store land. Der er registeret 358 coronadødsfald.