Ritzau
Opdateret kl. 10:48
Peter Bergman
Opdateret kl. 10:48
Opdateret 10.45 ...
En 57-årig kvinde er erklæret død, efter at hun tidligt lørdag morgen blev bjærget op af vandet ved Svanemøllebugten i København.
Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet og Ritzau.
Først oplyste politiet til Ritzau, at kvinden var i kritisk tilstand og blevet kørt til Rigshospitalet. Senere på morgenen oplyses det, at kvinden er erklæret død.
Politiet oplyser samtidig, at der er tale om en 57-årig kvinde, og at kvindens pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.
Kvinden var fuldt påklædt, da hun blev fundet af en gruppe morgenbadere i en badezone i vandet ved Svaneknoppen lørdag morgen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 05.54.
Københavns Politi skal nu finde ud af, hvad der er sket. Men der er intet, der tyder på, at der er sket noget kriminelt.
Vagtchefen hører gerne fra borgere, som har set kvinden lørdag morgen.
- Skulle nogen have set hende i løbet af aftenen og natten, vil vi gerne have oplysninger på telefon 114, siger vagtchef hos Københavns Politi, Dyre Sønnicksen.
Til presse-fotos.dk oplyser vagtchefen, at dødsårsagen ikke er fastlagt, og at det også er uklart, hvornår og hvordan hun er endt i vandet.
- Her vil vi gerne have hjælp fra kvindens venner, der måske kan fortælle, hvornår og hvorfor hun er taget til området ved Svanemøllebugten.
Vagtchefen har dog ikke noget signalement af kvinden.
/ritzau/