Kronprins Frederik skulle egentlig have deltaget ved legene fra 19. til 26. juli. Han skulle blandt andet have overværet åbningsceremonien i går den 23. juli.
Men fordi han er nær kontakt til en coronasmittet person, så er han blevet nødt til at aflyse sin tur til legene i Tokyo, Japans hovedstad. Det er skærpede indrejsekrav i Japan, der forhindrer kronprinsens deltagelse.
- Selv om vi ikke er til stede i Japan, følger vi konkurrencerne tæt hjemmefra. - I gør os stolte...Vi ønsker alle danske atleter held og lykke ved de olympiske lege i Tokyo, lyder det i dag i et facebook-opslag fra kronprinsfamilien.
Facebook-hilsnen fra kronprinsparret. Foto: Facebook
Øst vest – hjemme bedst
I forbindelse med nyheden om at kronprins Frederik måtte aflyse sin rejse til Japan, kunne kongehuset oplyse, at hverken kronprinsesse Mary eller parrets fire børn er nære kontakter til den smittede.
Og ingen er, såvidt Avisen.dk erfarer, smittet heldigvis, så forleden pakkede familien feriekufferterne og drog fra sommer-domicilet i Kancellihuset på Fredensborg. Her er ellers skønt med egen stor swimmingpool, men det forlyder, at der er håndværkere, som rumsterer rundt i huset og ved poolen, og det er ikke altid lykken, når man gerne vil have det lidt privat.
Hvor familien er draget hen, vides ikke, men sikkert er det, at ferien holdes i Danmark. Her har deres store omgangskreds sommerhuse alle steder og er altid gavmilde med at låne husene ud til den kongelige familie.
Og Kronprinsen fik da også tid til lige at smutte forbi Tisvildes "Musik i Lejet", hvor han stillede op til en selfie i torsdags. Jazzsangerinden Maria Montell, som jo var kæreste med Frederik tilbage i 1990'erne, kommenterede muntert Anders Hemmingsens Instagrambillede med ordlyden: "Ser jo stadig konge ud...."
Anders Hemmingsen/Instagram