Vi har alle sammen prøvet det. Den ene lufthavn ligner til forveksling den anden.
Er du pilot, så må du til gengæld meget gerne kunne kende forskel, men det kneb lidt for manden med rorpinden i et fly fra Ethiopian Airlines.
Fragtflyet skulle søndag lande i Simon Mwansa Kapwepwe Lufthavn i Zambia, men kommunikationen med kontroltårnet var langtfra optimal.
- Da han (piloten, red.) skulle til at lande, kommunikerede han med radartårnet, og de sagde: ”Vi kan ikke se dig”, fortæller Misheck Lungu fra transportministeriet i landet ifølge CNN til AFP.
Det anfægtede åbenbart ikke piloten, som var på vej ned. Han var så sikker i sin sag, at han i stedet endte med at lande i en helt anden lufthavn nogle kilometer ved siden af.
Copperbelt International Airport er endnu ikke færdigbygget, men heldigvis var landingsbanerne færdige, og vender i øvrigt også samme vej som i Simon Mwansa Kapwepwe Lufthavnen.
Ethiopian Airlines fortæller, at hændelsen stadig er ved at blive undersøgt, men understreger, at ET 3891 foretog en sikker landing i den nye lufthavn.
Copperbelt International Airport skulle have været færdigbygget i 2020, men er som så meget andet blevet forsinket på grund af pandemien.