Mindre hjælp til boligomkostningerne.
Det er, hvad nogle ældre i Danmark har i vente efter regeringen, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance sidste måned indgik Finanslovsaftale for 2016.
Sådan kunne Avisen.dk allerede i september fortælle, da regeringen fremlagde deres finanslovsforslag.
Og at nogle ældre skal have lavere boligydelse, er en rigtig god idé. Det mener beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen.
"Den ændring af boligydelsen, som blev førstebehandlet i går, er yderst fornuftig..."
Sådan skriver Joachim B. Olsen blandt andet i et opslag på Facebook.
Boligydelsen betaler for meget
Ifølge ham er der flere gode grunde til at skære i boligydelsen.
For det første mener han, at boligydelsen gennem de sidste år er kommet til at betale en større del af ældres boligomkostninger.
Det skyldes ifølge ham, at ydelsen bliver justeret efter lønudviklingen, der er den gennemsnitlige udvikling for danske lønninger.
- Boligydelsen bliver ikke beregnet ud fra de faktiske boligomkostninger, siger Joachim B. Olsen til Avisen.dk.
Derfor synes han, at det er godt, at ydelsen frem over vil blive justeret efter prisudviklingen. Prisudviklingen er den stigning i priser på varer, der er i Danmark. Den mener han nemlig bedre beskriver udviklingen i huslejen.
Men i Ældre Sagen er man ikke enig i denne vurdering.
- Omkostningerne for bolig er steget mere end resten af prisudviklingen i samfundet. Udviklingen minder mere om den, man ser inden for løn, siger Claus Blendstrup, der er seniorkonsulent i Ældre Sagen.
Medierne er useriøse
Joachim B. Olsen er til gengæld ikke tilfreds med den måde, som medierne har brugt Ældre Sagen som kilde.
- Medierne vælger at agere mikrofonholder for en interesseorganisation, siger Joachim B. Olsen.
Ifølge ham får Ældre Sagens værste eksempler lov til at tegne det generelle billede. Så når de finder en person, der med nedskæringen bliver nødt til at flytte fra hus og hjem, tegner den person billedet af konsekvenserne for alle ældre.
Derudover anfægter han de beregninger, som Ældre Sagen har lavet. De bygger nemlig ifølge ham på et tidligere udkast til lovændringen. Siden da er forslaget blevet ændret.
Pressen har valgt, at det er ældresagens konsekvensberegninger, som skal danne grundlag for debatten om ændringen af...
Opslået af Joachim B. Olsen på 9. december 2015