Hver tredje dansker, der har betalt til efterlønsordningen, vil have deres penge udbetalt
Det viser en undersøgelse, som A-kassernes Samvirke har lavet blandt 16.000 a-kasse medlemmer.
Her viser det sig, at 30 procent helt sikkert eller med stor sandsynlighed vil have deres penge ud.
Det er dog kun et fåtal af de danskere, der ønsker pengene i hånden, som rent faktisk vil bruge dem på rejser eller forbrug, fortæller direktør i A-kassernes Samvirke, Verner Sand Kirk.
"Det viser sig overraskende, at kun 16 procent vil bruge pengene. Resten vil sætte pengene ind på en pensionsordning, betale gæld af eller investere i et eller andet," siger han til Newspaq.
Hermed giver efterlønspengene ikke det skub til forbruget, som politikerne håber på - i lighed med SP-pengene.
"Det, der skulle være en booster, bliver en fuser," siger Verner Sand Kirk.
I A-kassernes Samvirke advarer man specielt ældre danskerne mod at lade sig friste til at hæve deres efterløn. Det skyldes, at de går glip af den særlige skattefrie præmie, som man kan få udbetalt, hvis man bliver i ordningen.
"Især folk fra 45 år og opefter snyder sig selv ved at melde sig ud, fordi man afskærer sig fra de rettigheden, der trods alt er tilbage med efterlønnen. Men ikke mindst fordi man afskærer sig fra en beskæftigelsespræmie på 144.000 kroner, som man får udbetalt, hvis man ikke bruger efterlønnen," siger Verner Sand Kirk.
"En person midt i 50'erne vil faktisk tabte 50.000 kroner på at sige ja til den lokkemad, der er lagt ud," siger Verner Sand Kirk.
Omkring en million danskere har mulighed for at hæve deres efterløn til foråret.
Kort om efterlønspengene:
Danskerne kan til foråret få udbetalt deres efterlønspenge.
Finansministeriet vurderer, at der vil blive hævet 17 milliarder kroner.
Eksperter råder folk til at snakke med deres a-kasse og bank, før de får udbetalt pengene.
Det kan mest betale sig at hæve pengene, hvis man er 40 år eller yngre.
Hvis man betaler til efterlønsordningen og ikke benytter sig af ordningen, kan man få udbetalt en skattefri præmie på 144.000 kroner, når man går på pension.