Årets Bil har været uddelt hvert år siden 1969. Her var det i øvrigt en Ford Capri, som løb med hæderen.
Herefter er det velkendte modeller som Fiat 127, Opel Kadett, VW Golf, Ford Sierra, Nissan Primera og ja, over 50 bilmodeller i løbet af årene, som har kunnet løfte trofæet.
I år var feltet skarpt, så de professionnelle motorjournalister i foreningen MKD (hvor Avisen.dk's chefredaktør også er jurymedlem) kom på noget af en prøve, da de syv bilmodeller ud af over 30 skulle udvælges.
Alle vindere fra 1969 og op til 2021, hvor dette billede blev taget. Foto: MKD
Men det lykkedes og ligesom Årets Bil jo afspejler danskernes bilvaner og ønsker, så var det heller ikke så underligt, at de fleste var ren el. Faktisk er der de sidste fire år blevet kåret udelukkende elbiler. I 2020 var det Tesla Model 3, i 2021 var det Volkswagen ID.3, I 2022 var det Hyundai Ioniq 5 og sidste år var det Volkswagen ID. Buzz (kåringen finder sted det ene år, men kaldes Årets Bil det følgende årstal).
Bilerne, som skal kæmpe om den prestigefulde pris og endelig kåres 28. november er i vilkårlig rækkefølge: BMW i5, Toyota Prius, Hyundai KONA, XPENG G9, Volkswagen ID.7, BYD Dolphin og KIA EV9.
BMW's meget velkørende eDrive40 begejstrede mange af jurymedlemmerne, og trods BMW værende et tysk premiummærke, så er prisen på 583.000 faktisk ok spiselig. Foto: Lars Krogsgaard
Det kinesiske nye elbilmærke i Danmark, BYD, kom med deres lille charmør Dolphin med i finalefeltet. Prisen er lav: 234.995 kr. Foto: Lars Krogsgaard
Hyundai Kona koster fra 284.995 kr. og kommer både som elbil og med "gammeldags brændstof". Foto: Lars Krogsgaard
KIA stillede bl.a. op med denne kæmpe SUV, EV9, som oser af luksus og meget amerikansk i udtrykket. Den koster så også voksne 674.900 kr. Foto: Lars Krogsgaard
Toyota Prius var en af verdens første hybridbiler, da den kom frem i 1997, og dengang var den lidt klumpe-dumpet i designet. Det kan bestemt ikke sige om den i dag. Den koster fra 429.990 kr. Foto: Lars Krogsgaard
XPENG – med det navn, kan den næsten kun være en kineser! Og det er den, men meget luksuriøs med mange gode gennemtænkte detaljer. G9 er også en mulig vinder. Pris fra 479.000 kr. Foto: Lars Krogsgaard
VW har stor succes med deres fuldt elektriske ID-modeller. Her er et bud på en mulig vinder til Årets Bil-pris: ID.7 til 479.995 kr. Den har camouflage på dette billede, da man ikke må vise den før 13. november for omverdenen. Foto: Lars Krogsgaard