Politi og brandvæsen leder mandag formiddag efter 29-årige Peter, der ikke er set siden natten til søndag.
Det sker blandt andet med dykkere i vandet omkring Aarhus Ø.
Det er her, sporet af den 29-årige indtil videre ender. Østjyllands Politi bekræfter, at den forsvundne mands telefon nu er slukket, skriver TV2 Østjylland.
- Den mister bare signalet. Og derfor har vi heller ikke flere oplysninger, siger vicepolitiinspektør Martin Rasmussen til TV2 Østjylland.
Efter at have drukket fyraftensøl sagde Peter pænt farvel et sted mellem midnat og klokken 01.00, hvorefter han forlod en beværtning i Jægergårdsgade.
Han gik herefter ad M.P Bruuns Gade i retning mod havnen omkring det område, hvor hans søster bor.
Ved I, om han var meget beruset?
- Nej, det ved vi ikke, siger vicepolitiinspektør Martin Rasmussen til TV2 Østjylland.
Peter kan have taget flere ruter mod Aarhus Ø, hvor han pt. bor i en lejlighed. Østjyllands Politi har tegnet de mulige ruter ind på dette kort. (Kort: Østjyllands Politi)
Politiet har udsendt følgende beskrivelse af Peter:
- 29 år
- Cirka 180 centimeter høj
- Kraftig af bygning
- Kort brunligt hår
- Kort brun/rødligt fuldskæg
- Sorte biller
- Han er iført en stor, sort vinterjakke, mørke cowboybukser og bærer på en stor, tung rygsæk
Politiets efterforskning har afdækket, at Peters telefon er gået på en mast ved Grete Løchtes Gade i Aarhus Ø omkring klokken 03.00 natten til søndag.
- Det fortæller os, at han er været der. Og det er der, hans søster bor. Vi ved altså, at han er gået fra pubben til, hvor han skulle overnatte, siger Martin Rasmussen.
Butiksejere bedt om at tjekke overvågningsvideoer
Østjyllands Politi har bedt alle butiksejere på gågaden og omkringliggende gader om, at kigge overvågningsvideoer igennem.
- Vi vil gerne have en bedre idé om, hvilken vej han er gået. Har han smidt noget? Eller befinder han sig et sted? Det er det, vi er usikre på, siger vicepolitiinspektør Martin Rasmussen.
Mandag formiddag er eftersøgningen koncentreret omkring Aarhus Ø, hvor politiet leder med hunde. Derudover har politiet bedt om assistance fra Østjyllands Brandvæsens dykkerberedskab.
Direkte adspurgt, om politiet formoder, at "det værste er sket"', lyder svaret.
- Det er ikke noget, vi formoder. Men muligheden er til stede, eftersom der er meget vand, og han ikke er kendt i området.
Politiet kan kontaktes via 114.
Østjyllands Politi har tidligere sendt dette billede af Peter ud til offentligheden. Østjyllands Politi