Når den fremadstormende danske tennisspiller Clara Tauson tirsdag spiller sin første kamp i en WTA-turnering, bliver det mod russeren Evgeniya Rodina, der rangerer som nummer 69 i verden.
Det stod klart, da alle seks kvalifikationsspillere var fundet til hovedturneringen i schweiziske Lugano, heriblandt Tauson, der indløste adgang tidligere mandag.
Tauson risikerede at trække den topseedede schweizer, Belinda Bencic, men hun undgik verdens nummer 20 i lodtrækningen.
På papiret bliver det stadig en stor mundfuld for Tauson, men Rodina er inde i en periode, hvor hun har svært ved at skabe gode resultater.
Hun har tabt sin første kamp i samtlige af de seneste fem turneringer, hun har deltaget i, og hver gang er det sket med 0-2 i sæt. Hendes seneste sejr ligger halvanden måned tilbage.
Selv er Tauson ubesejret i individuelle turneringer i 2019, men det er dog turneringer på et lavere niveau.
Den 16-årige dansker skulle bare bruge to sæt på at spille sig ind i hovedturneringen, da hun mandag slog den 12 år ældre kroat Tereza Mrdeza med 6-3, 6-3.
Tirsdagens modstander, Rodina, er 30 år og har været professionel siden 2004.
Kampen er programsat som den tredje på bane 1, hvor spillet begynder klokken 10.30. Et kvalificeret bud er, at Tausons kamp begynder omkring klokken 14.
Tauson ligger inden turneringen nummer 413 i verden, men efter sejrene i kvalifikationsturneringen står hun allerede nu til at springe ind blandt de 400 bedste, når listen igen opdateres næste mandag.
/ritzau/