Fire mennesker er blevet skudt og dræbt i en bygning på et hospitalsområde i byen Tulsa i den amerikanske delstat Oklahoma.
I alt er fem mennesker døde, heriblandt gerningsmanden, som tilsyneladende tog livet af sig selv. Der er tale om en mand mellem 35 og 40 år.
Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge vicepolitichef i Tulsa Eric Dalgleish menes ofrene at være både ansatte og patienter.
Skyderiet fandt sted onsdag eftermiddag lokal tid, da en mand bevæbnet med en riffel og en pistol af indtil videre ukendte årsager åbnede ild på anden etage i hospitalsbygningen.
Da betjente nåede frem til stedet, "fandt de et par mennesker, der var blevet skudt", fortæller politichef Richard Meulenberg.
- Et par andre var allerede døde på det tidspunkt, siger han ifølge Reuters.
- Vi fandt også ham, som vi mente og stadig mener er gerningsmanden, da han havde en lang riffel og en pistol på sig, tilføjer han.
Politiet i Tulsa skrev i et opslag på Facebook kort før klokken 18.00 lokal tid, at gerningsmanden var død uden at oplyse hvordan.
- Betjente er i færd med at undersøge alle lokaler i bygningen for at tjekke for yderligere trusler, oplyste politiet i opslaget ifølge nyhedsbureauet AP.
- Vi ved, at der er adskillige sårede og potentielt adskillige døde.
Det er endnu uvist, hvor mange sårede der er tale om.
Skyderiet finder sted kun otte dage efter et skoleskyderi i Uvalde i delstaten Texas. Her gik en 18-årig mand ind på en skole og skød og dræbte 19 børn og to lærere.
Politichef Richard Meulenberg beskriver gerningsstedet som "katastrofalt", skriver AP.
Campus på hospitalet Saint Francis Health System gik i lockdown onsdag eftermiddag lokal tid som følge af situationen i Natalie Medical Building. Denne bygning huser et ambulant operationscenter samt et brystsundhedscenter.
Det Hvide Hus oplyser ifølge Reuters, at præsident Joe Biden er orienteret om skyderiet.
/ritzau/