Det er hårdt for familien, at Troels Kløvedal kæmper for livet. Det siger barnebarnet Alfred Midé Erichsen til Se og Hør.
Den 73-årige erfarne sejler og forfatter fik sidste sommer konstateret den dødelige nervelidelse ALS og lungesygdommen bronkiektasi.
- Det er selvfølgelig hårdt, at han er syg, men det virker til, at han er glad for tiden, fortæller Alfred Midé Erichsen til Se og Hør.
Selvom Alfred Midé Erichsen gerne vil, så ser han ikke sin farfar så ofte, som han kunne ønske.
- Jeg har ret travlt med skole, men jeg ser ham en gang om måneden eller sådan noget. Jeg har ikke tid til at komme derop (Ebeltoft, red.) oftere, selv om jeg godt gad, siger Alfred Midé Erichsen.
Udover skole, så har Alfred Midé Erichsen, sammen med storebrødrene Emil og Theis, skrevet en bog om dykning. Bogen er for børn og er blevet et familieprojekt, hvor Mikkel Beha Erichsen og hustruen Marian Midé Andersen har hjulpet med tekst og det praktiske.

Det meste af familien Beha Erichsen, fra venstre: Alfred, Emil, Marian og Mikkel. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix/arkiv