EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, hilser den danske ekspertise på forsvarsområdet velkommen.
Det gør hun onsdag aften, hvor alt peger i retning af et flertal for at afskaffe det danske forsvarsforbehold.
- Danmarks ekspertise på forsvarsområdet er højt værdsat. Jeg er overbevist om, at beslutningen vil komme både Danmark og EU til gode, skriver hun på Twitter.
Samme melding kommer fra EU-præsident Charles Michel. Han mener, at de danske borgere har truffet "en historisk beslutning".
- Jeg hilser statsminister Mette Frederiksens handlekraftige lederskab velkommen, skriver han på Twitter.
EU's udenrigschef, Josep Borrell, kalder det som sine kolleger "en historisk beslutning", som han har ønsket udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tillykke med.
- Endnu et vigtigt og rettidigt skridt mod et stærkere EU, lyder det blandt andet fra Borrell.
Også fra Tyskland lyder lykønskningerne.
- Hvert skridt vi hver især tager gør os stærkere, skriver udenrigsminister Annalena Baerbock blandt andet på Twitter.
Hun anser det som "en historisk beslutning om at bringe Europa endnu tættere sammen".
Sveriges udenrigsminister ser frem til det konkrete samarbejde i EU.
- Danmarks engagement og erfaringer kommer til at styrke EU's Pesco-samarbejde og militære indsatser, skriver Ann Linde på Twitter.
Det er EU's militære samarbejdsprojekter, der går under navnet Pesco. Det står for Permanent Structured Cooperation.
I ørerne på Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er det "fremragende nyheder", at Danmark fjerner forsvarsforbeholdet.
- Vi er stærkere sammen, lyder det.
/ritzau/