Efter to menneskers død i Fredericia advarer politiet fredag om, at et farligt narkotisk stof kan være i omløb.
Stoffet er fundet på såkaldte frimærker, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det består til dels af et opioid, som menes at være "et meget potent stof i fentanylklassen", lyder det.
De to personer blev torsdag fundet døde på en kommunal institution på Jupitervej. Sent fredag eftermiddag oplyser politiet, at dødsårsagen endnu ikke er afklaret.
Men på stedet fandt betjente frimærker med narkotika, og særligt mennesker i misbrugsmiljøet advares om risikoen.
Hos politiet håber man ifølge vicepolitiinspektør Torben Simonsen på at få informationer fra folk, der har viden om frimærkerne.
- Vi kan ikke udelukke, at der er et meget farligt stof i omløb i narkomiljøet, udtaler han i pressemeddelelsen.
Såvel borgere som ansatte på institutionen Nova Støttecenter er blevet tilbudt krisehjælp, har Fredericia Dagblad tidligere oplyst.
Kommunens socialchef har kaldt dødsfaldene for dybt tragiske.
/ritzau/