Dronning Elizabeth deltager ikke i en gudstjeneste, der holdes fredag i kirken St. Paul's Cathedral i London.
Det skyldes, at hun torsdag har "oplevet ubehag".
Det oplyser det britiske kongehus torsdag aften ifølge Sky News.
- Taget turen og den påkrævede aktivitet, som det kræver at deltage i gudstjenesten i St. Paul's Cathedral, i betragtning, har majestæten med stor modvilje konkluderet, at hun ikke deltager, lyder det.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om bevægelsesbesvær.
Den 96-årige dronning deltager dog i en fakkeltænding på Windsor Castle torsdag aften.
Fejringen af hendes 70 års-regentjubilæum begyndte torsdag og varer i fire dage.
Der havde på forhånd været tvivl om, i hvor stort omfang dronningen ville være i stand til at deltage i det fulde jubilæumsprogram. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det skyldes især udfordringer med at gå og stå.
Der har det seneste år været bekymringer i kongefamilien og i befolkningen om monarkens helbred.
I maj måtte tronfølgeren, prins Charles, agere vikar ved parlamentets åbning, fordi dronningen oplevede "forbigående problemer med mobiliteten", lød det fra kongehuset.
Samme måned missede hun også flere sommerfester, ligesom hun fik covid-19 i februar.
I oktober sidste år tilbragte hun en nat på hospitalet. Her fik hun foretaget en række undersøgelser. For hvad vides ikke.
Også dronningens søn prins Andrew går glip af fredagens gudstjeneste. Han er blevet smittet med covid-19, oplyste kongehuset tidligere torsdag.
Ifølge BBC's royale korrespondent Sean Coughlan må aflysningen være sket med stor ærgrelse.
Han lægger vægt på, at dronningen er meget troende. Derfor må gudstjenesten fredag have været en af hendes højeste prioriteringer i weekenden.
Men torsdagens program har altså udløst noget af det bevægelsesbesvær, som også tidligere har fået dronningen til at aflyse flere begivenheder, lyder det.
Den britiske dronning har regeret 70 år og næsten fire måneder. Det er længere end nogen anden monark i britisk historie.
/ritzau/