Det er en svømmetur, som er lidt længere end de sædvanlige, som den 43-årige Christina Hedegård fredag morgen begiver sig ud på.
Her vil hun hoppe i havnen i Asaa i Nordjylland klokken fem om morgenen med kurs mod Hönö, der ligger ved Göteborg i Sverige. Når hun frem, vil hun have tilbagelagt cirka 100 kilometer.
- Først og fremmest er det mit eget lille eventyr at prøve det her af, siger hun.
Selv om Christina Hedegård i dag er en dygtig ekstremsvømmer, så var hun sen til at lære at svømme rigtigt.
- Det startede med, at jeg ikke kunne svømme tilbage i 2003. Så knækkede jeg koden, og så har grænsen langsomt rykket sig, siger svømmeren.
Turen til Sverige ventes at tage 48 timer, men hun er ikke bekymret for at blive træt undervejs.
Med sig har hun en følgebåd med folk, som kan hive hende op, hvis hun skulle komme i nød.
- Jeg er ikke bange. Jeg er spændt. Jeg har lavet en masse forberedelser. Jeg har sammensat mit team i båden, og det er vigtigt, da det er min livline.
- Og jeg ved, at vi natten mellem lørdag og søndag rammer bølger, der er et par meter høje, men vi må tage de forhold, vi møder, og se, hvordan det går, siger hun.
Hun har trænet intensivt, og i 2016 svømmede hun 38 kilometer fra Sjællands Odde til Djursland, så den lange tid i vandet er velkendt for hende.
- Da vi var færdige, kunne jeg godt svømme længere. Jeg var ikke færdig. Jeg var nysgerrig på, hvor langt jeg egentlig kunne svømme, siger Christina Hedegård.
Christina Hedegård har med den spektakulære svømmetur valgt at sætte fokus på sindslidende, og hun samler derfor penge ind til Psykiatrifondens arbejde.
Hun har selv oplevet psykisk sygdom hos bekendte.
- Det ligger mig på sinde at få skabt åbenhed omkring sindslidelser i Danmark, siger hun.
/ritzau/