Adam Dyrvig Tatt var helt forberedt på, at han mandag ville blive kendt skyldig i at have modsat sig en anholdelse og kaldt en politibetjent for en "fucking nar".
Det fortæller han, efter at han af Københavns Byret er blevet idømt dagbøder på samlet 7000 kroner.
Da det er en bødesag, kan den kun ankes til landsretten med en særlig tilladelse. Han tvivler på, at han kan blive frifundet i landsretten.
- Spørgsmålet er, om jeg har nogen reel mulighed for at vinde den kamp. Det tror jeg ikke, siger han og fortæller, at han ikke har besluttet sig om anke:
- Det må jeg tage med min advokat de næste par dage.
Hvis han vil have sagen for landsretten, er det Procesbevillingsnævnet, der skal give tilladelse. Der gives blandt andet tilladelse, når sager har principiel karakter.
Anholdelsen fandt sted om eftermiddagen 13. september 2023, da Adam Dyrvig Tatt, der dengang var chefredaktør på Danwatch, kom cyklende på Prinsessegade ved Christiania i København.
Han blev stoppet af en politibetjent, som mistænkte ham for at køre, mens han brugte sin mobiltelefon håndholdt. Det er Dyrvig Tatt også dømt for i sagen mandag.
Adam Dyrvig Tatt stillede sig dog undrende over for sigtelsen. Politibetjenten bad ham flere gange om at oplyse sit navn, og Dyrvig Tatt er i byretten også dømt for at undlade at oplyse sin identitet.
Betjenten endte med at anholde Adam Dyrvig Tatt, han blev lagt i håndjern og i den forbindelse lagt ned på jorden.
Han førte armene ind foran kroppen og spændte op, hvilket besværliggjorde anholdelsen. Derfor er han også skyldig i at modsætte sig en anholdelse.
Adam Dyrvig Tatt har om sin reaktion under anholdelsen beskrevet situationen som en "dyrisk paniksituation". Det var, da han havde fået peberspray og lå ned, at han kaldte en betjent for en "fucking nar".
Tidligere har Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøgt anholdelsen og ikke fundet anledning til at kritisere politiet for magtanvendelsen. Heller ikke Københavns Byret kritiserer politiet.
- Det er en helt almindelig velkendt problematik, der bliver rejst, at hvis du har en klage over politiet, kan du stort set ikke få medhold. Min sag er endnu et eksempel på lige præcis den kritik, siger Adam Dyrvig Tatt.
Selv om han havde forventet at blive dømt i sagen, var det alligevel vigtigt for ham at få den for retten.
- Det er min mulighed for at få forklaret over for retten og få vist politiets optagelser, som ikke har været fremme. Der får jeg også dokumentation for, at jeg står helt roligt og gerne vil oplyse mit navn og fødselsdato, siger han.
Adam Dyrvig Tatt har to uger til at overveje, om han vil bede om tilladelse til at få sagen for landsretten.
/ritzau/