TV 2's realityprogram "Spillet" er tilsyneladende realityprogrammet der bliver ved med at give.
LÆS MERE OM "SPILLET": Søren Baastrup: Åbent brev til Irina Olsen (og TV 2)
I hvert fald når det kommer til utilfredshed.
Nu er det skuespilleren Vicki Berlin, som på det grummeste ærgrer sig over, at hun sagde ja til at medvirke i programmet.
- Det har været mit livs dårligste beslutning, konstaterer hun i Alt for Damernes podcast "Skål søster" og uddyber:
- Det er jo ikke den rigtige virkelighed, folk ser. Det er en klippers virkelighed, og det er det, der er panelets virkelighed.
LÆS OGSÅ: Jesper Christensen: - Det er hos kvinderne katastrofen foregår
Hun fortæller ifølge Ekstra Bladet, at deltagerne "er fuldstændig magtesløse i den fortælling, der bliver sendt ud".
- Nej, hvor jeg glæder mig til det her er slut med at blive sendt. Og så ved jeg, at jeg aldrig igen skal sige ja til at være med i noget, jeg ikke ved, hvad er, slår 47-årige Vicki Berlin fast.
Hun fortæller videre, at hun har slået sig "selv så mange gange i hovedet over", hvorfor hun valgte at deltage:
- Nu er jeg næsten kommet ovenpå igen, men nu må jeg sidde og se det på fjernsyn - splittet til atomer.
Det er ikke kun Vicki Berlin, som revser "Spillet". Også Sofie Stougaard har været ude med riven.