Den tidligere spanske konge sidder nok og river sig i sin ikke så imponerende hårpragt. Om få dage udkommer det, der meget vel kan blive en pendant til fortællingen om det engelske kongehus i "The Crown", nemlig en podcast-serie om hans lange affære med Corinna zu Sayn-Wittgenstein.
Den kvinde, han i årevis havde en udenoms ægteskabelig affære med, har givet afslørende interviews til to engelske journalister, som nu har omdannet det til en afslørende og dramatisk serie om deres forhold.
Corinna zu Sayn-Wittgenstein, der er dansk-tysk, havde en udenoms ægteskabelig affære med den daværende spanske konge fra 2004 til 2009. Og det gik bestemt ikke hverken stille eller udramatisk for sig.
Faktisk, er der så meget kød på fortællingen om deres affære, at der er lavet hele otte afslørende afsnit. Det første udkommer på mandag.
Forud for premieren er der blevet sendt en pressemeddelelse ud, som løfter lidt af sløret for, hvad man kan vente sig at lægge øre til.
- Serien vil gå bag gardinet ind i de kongeliges og de ultra-velhavendes sjældne verden. Corinnas historie er blevet til med snesevis af interviews, herunder mangeårige kongelige korrespondenter og eksperthistorikere, spanske efterretningschefer, tidligere FBI-agenter og en undercover-politikommissær, lyder det i pressemeddelelsen, ifølge det spanske medie Hola!.
84-årige Juan Carlos abdicerede fra den spanske trone i 2014. Nu bliver han højaktuel med en ny podcast om sit forhold til den 26 år yngre kvinde. Scanpix
I podcasten fortæller elskerinden, som bliver spillet af en amerikansk skuespiller, blandt andet, hvordan affæren begyndte til en jagt.
I 2004 skulle den daværende spanske konge have været så besat af den 26 år yngre kvinde, at han kimede hende ned. Kongen ringede angiveligt til hende op mod ti gange om dagen, og druknede hende i breve og blomster.
Selv om det startede rosenrødt, endte det bestemt ikke på samme måde. Corinna afslører blandt andet, at hun er blevet truet med, at der kunne ske hende en ulykke - ligesom den prinsesse Diana kom ud for - i forbindelse med hendes affære med den spanske konge.
"Corinna and the King" kan blandt andet høres på Spotify og Apple Podcast.