Mindst 60.000 danskere har allerede tilkendegivet over for deres a-kasser, at de ønsker at trække deres efterlønspenge ud, når de bliver frigivet i april.
Det skriver ugebrevet A4.
En million danskere kan i princippet droppe efterlønnen og trække indbetalingerne ud skattefrit, når kasserne bliver åbnet 2. april.
"Masser af mennesker har fået et brev fra deres a-kasser om, at de godt kan sende en blanket ind, og så tænker folk: 'Så er det dælme med at gøre det.' Derfor kommer der selvfølgelig en masse med det samme. Men det skal man nok passe på med at lave prognoser ud fra," vurderer direktør Verner Sand Kirk fra a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke over for A4.
HK's A-kasse, der er en af de største i landet, oplever et voldsomt tryk fra medlemmer som dropper efterlønnen, lige nu.
Da HK mandag åbnede officielt for en elektronisk blanket på sin hjemmeside, havde 12.000 mennesker tilkendegivet, at de vil ud af ordningen.
"De, der tager telefoner, har lynende travlt lige nu. Vi får mange spørgsmål, og vores hjemmeside har stigende besøgstal," siger marketing- og kommunikationskonsulent, Thomas Flygare til A4.