Fire partier blev det til for Caroline Wozniacki, da den udsatte tenniskamp mod Anastasia Pavlyuchenkova blev genoptaget fredag aften dansk tid.
Duellanterne vandt to partier hver, og det var ikke nok til, at Wozniacki kunne lave et comeback i anden runde i WTA 1000-turneringen i Cincinnati.
Det endte med et nederlag til Wozniacki på 5-7, 4-6 til russeren, der er nummer 28 i verden.
Wozniacki, der er nummer 84 i verden, måtte natten til fredag dansk tid vente med at spille sin kamp færdig på grund af regn.
Da kampen blev afbrudt af regn, førte Pavlyuchenkova i andet sæt med 4-2 efter at have vundet første sæt knebent.
Wozniacki nåede efter genoptagelsen ikke for alvor at få gang i sit spil. Russeren hamrede til flere af nogle lidt for korte danske bolde, og derfor gik det ret stærkt den forkerte vej.
Det stod dog 30-30 i tre ud af de sidste fire partier, så det var ikke mange point, der skulle til, før et muligt comeback kunne være indledt af Wozniacki.
Men sådan gik det ikke, og derfor er Wozniacki ude af turneringen i USA.
En sejr til Wozniacki ville ellers have betydet, at hun ville være sikker på at overhale Clara Tauson på verdensranglisten, der kommer mandag.
Dermed ville hun blive den bedst placerede danske kvindespiller. Men det kommer ikke til at ske for den tidligere verdensetter i denne omgang.
Pavlyuchenkova skal i ottendedelsfinalen møde den nyslåede kinesiske OL-vinder, Qinwen Zheng, der vandt i to sæt over polske Magdalena Frech.
/ritzau/