Vinderen af den største gevinst nogensinde i Danmark er fundet.
- Det er fuldstændig vanvittigt! Jeg havde krøllet kuponen sammen og lagt den i skuffen, og selvom jeg var klar over, at vinderen var trukket, så turde jeg slet ikke tjekke den, fortæller den ekstatiske vinder.
Vinderen fortæller til Danske Spil, at overraskelsen over gevinsten var så stor, at hele kroppen rystede.
- Men det føles fabelagtigt at være så heldig, og at kunne sikre familien i mange generationer, siger den glade vinder, som har valgt at være anonym.
Historisk stor gevinst
Det er første gang nogensinde, at der er blevet vundet så stor en præmie i Danmark – faktisk i hele Eurojackpots historie. Fredagens heldige danske vinder har vundet 759.318.630 kroner i Eurojackpot på en kupon købt hos Meny i Blåvand.
Den hidtidige, danske rekord tilhørte Helsingør, hvor en heldig dansker i 2015 vandt 315 millioner kroner. Den rekord har den nybagte mangemillionær altså mere end fordoblet.
Samlet har Danske Spil med fredagens tilføjelse udklækket 187 Eurojackpot millionærer siden marts 2012, hvor lotteriet havde dansk premiere.
De største gevinster i danmarkshistorien
- 759.318.630 kroner, Eurojackpot, 2022, Blåvand
- 315.009.958 kroner, Eurojackpot, 2015, Helsingør
- 310.785.127 kroner, Eurojackpot, 2021, Roskilde
- 210.688.619 kroner, Eurojackpot, 2018, Kalundborg
- 206.913.776 kroner, Vikinglotto, 2020, Helsingør
- 148.183.435 kroner, Eurojackpot, 2017, Hjørring
- 140.358.416 kroner, Vikinglotto, 2016, Vejle.