En biltyv trådte hårdt på speederen, da den kvindelige ejer af bilen forsøgte at stoppe tyveriet.
Med kvinden desperat klamrende sig til bilens højre dør, blev det dramatiske optrin i den engelske by West Bromwich fanget af et kamera i en tilfældigt forbipasserende bil.
Det umiddelbart harmløse biltyveri udviklede sig på få meter til en brutal forbrydelse, hvor tyven ikke levnede kvinden en chance.
Kvinden blev nærmest slæbt efter bilen, men måtte give slip, da biltyven foretog et venstresving.
På videooptagelsen (se under teksten), som er frigivet af West Midlands Police, kan man se, at kvinden tilsyneladende ikke kommer alvorligt til skade.
Hun kan rejse sig og gå ind til siden. Ifølge politiet slap kvinden med skrammer og blå mærker.
Ifølge politiet havde kvinden besøgt en lokal kirke, da hun gik ud til sin bil og fandt tyven siddende på førersædet.
Tyven ventede koldblodigt på, at kvindens fjernbetjeningsnøgle aktiverede bilen, så han kunne stjæle køretøjet.
Episoden fandt sted i oktober sidste år, og trods den traumatiske hændelse kunne kvinden give en god beskrivelse af biltyven.
Han er siden fanget, og er netop blevet dømt.
Biltyven er den tidligere dømte 49-årige Paul Harvey. Han fik seks års fængsel for det voldsomme biltyveri.
Paul Harvey er idømt seks års fængsel for det voldsomme biltyveri. West Midlands Police