Savner du udfordringer på ferien, kan dit næste rejsemål måske være Zhangjiajie Grand Canyon Glass Bridge.
Den i alt 430 meter lange bro hænger mellem to bjergsider i nationalparken Zhangjiajie højt i Kinas bjergrige Hunan-provins.
At spadsere over broen, som blandt andet består af en 300 meter lang glasbund, er en udfordring i sig selv, men nu er der blevet tilført en udfordring mere.
Besøgende på Zhangjiajie Grand Canyon Glass Bridge kan nemlig nu også snuppe et bungy jump - bungee jump - af de helt usædvanlige.
For de modige er det nemlig muligt, at tage et spring fra en højde på intet mindre end 260 meter.
Faktisk har elastikspringet været klar siden slutningen af 2020, men åbningen blev forsinket af restriktioner pålagt af den kinesiske regering på grund af coronapandemien.
- Vi har et gennemsnit på tyve spring om dagen i øjeblikket, hvilket er ret godt for et spring i denne størrelse, siger operatøren Jonni Deaker til nyhedsbureauet Reuters.
Se video under teksten med folk der springer ud fra Zhangjiajie Grand Canyon Glass Bridge. (Foto: Mark Chisholm/Reuters/Ritzau Scanpix)
Et spring koster i øjeblikket den nette sum af godt 1.900 kroner - og så er der endda skåret omkring 40 procent af prisen på grund af fraværet af udenlandske turister.
Jonni Deaker forklarer til Reuters, at den store højde gør det mindre skræmmende end kortere elastikspring.
- Fordi det er så højt, gør det det faktisk lettere. Når du er så højt oppe, er det lidt som faldskærmsudspring, siger han.
Broen kan bære 800 personer på en gang og blev bygget for fem år siden.
Udover den vilde oplevelse, så kan man på tæt hold se den naturskønne nationalpark Zhangjiajie, som var inspirationen til den smukke planet Pandora i filmen "Avatar" fra 2009.
Selve glasbroen er 300 meter lang. (Foto: Mark Chisholm/Reuters/Ritzau Scanpix)
På videoen her under foretages der spring fra broen. Nu er der åbnet på for publikum.
Vildt flotte dronebilleder fra nationalparken Zhangjiajie, hvor glasbroen hænger mellem to toppe.
Dette opslag på Twitter fra bygningen af Zhangjiajie Grand Canyon Glass Bridge giver et fint indblik i det naturskønne område - og højden på elastikspringet.