Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
I dag, den 22 september, har Sofie Linde fødselsdag, og så er det spændende om hun kan huske sin egen alder.
Det kunne hun nemlig ikke for godt et år siden på TV2 Zulu, da hun iværksatte den seneste blodige bølge af MeToo med den berømte tale ved TV2 Zulus "Comedy Award".
Det erkendte hun selv forleden, da hun presset af en henvendelse fra mediet Journalista.dk måtte springe ud på sociale medier og stakåndet erkende, at hun havde sjusket med sin alder, da hun fortalte om episoden ved en julefrokost for i DR for mange år siden:
- Jeg var 18 år gammel og lige startet i Danmarks Radio (….). Vi skulle til julefrokost, og jeg havde glædet mig, og så kommer der den der store tv-kanon op tager fat i min arm og siger: ”Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig...
Sofie Linde har nu med en let håndbevægelse erkendt, at hun ikke var 18. Hun var 20.
Betyder alderen noget, hvis krænkelsen er der? Nej, naturligvis ikke. Det betyder derimod noget, at Sofie Linde ikke alene havde skabt sin egen forestilling om alderen, men også at hun havde skabt sin egen fortælling om det, manden sagde til hende ved julefrokosten.
Der er ikke mange mennesker, der siger ”fucking” i hver anden sætning. Jeg kan faktisk kun komme i tanker om en eneste, og det er Sofie Linde. Hun gjorde det så sent som den søndag for nylig, da Politiken beredvilligt stillede flere helsider til rådighed for hende og hvor hun forklarede at hun ”fucking” havde skrællet lag af sig selv siden Zulu-talen.
Hun gik to uger efter i kødet på TV2’s ledelse, og mente at hun skulle have et ”fucking Rolex” af dem. Hun har som bekendt også udgivet bogen ”Fårking gravid”.
”Fucking” er simpelthen Sofie Lindes sproglige signatur. Derfor sagde manden dengang formentlig heller ikke, at han ”fucking ville ødelægge” hendes karriere. Det var med stor sandsynlighed sikkert ikke hans ord dengang. Det er derimod Sofie Lindes ord i dag.
Og de satte noget i gang! Sofie Lindes malende beskrivelse med fucking-ordene samlede knap 1.700 støtte-underskrifter på få dage. Linde selv trak sig tilbage i ophøjet tiljubling. Og mens hun blev båret rundt på skjolde af MeToo-krigerne, faldt det hende ikke ind at indrømme, at manden faktisk ikke havde brugt lige den formulering.
Med andre ord var det sidste år Sofie Lindes tur til at opføre sig krænkende. Under dække af sin sårbare svangerskabstilstand stod hun på statsejet TV, hev op i kjolen og eksponerede hele sit behov for opmærksomhed.
Jeg vil på ingen måde hævde, at hun løj om en uønsket tilnærmelse ved julefrokosten. Men hun overdrev og forstærkede tv-kanonens tilnærmelse, så det fik en voldsom effekt derude. Og flere forskellige mænd kom under mistanke.
Og TV2 havde planlagt det hele. Lindes tale var ifølge mine oplysninger planlagt i TV2-manuskriptet. Og selvom der gik 11 dage fra selve tv-optagelsen til selve udsendelsen, så frigav TV2 netop talen som en form for trailer adskillige dage før udsendelsen den 6. september sidste år. Den var simpelthen for saftig og for fucking sexisme-lækker til, at TV2 kunne nære sig.
Den skulle ud. Forargelse, opmærksomhed, klik på nettet og penge i kassen. TV2 slikkede sig om munden!
TV2 var tilsyneladende revnende ligeglad med, om der var sandhedsværdi i talen. Og det bemærkede de feminister, der uden ophør leder efter den næste åbne dør. For siden er det væltet ud med den samme slags ensidige, udokumenterede og subjektive fortællinger, der i løbet af få dage og uger ødelægger mænds tilværelse.
Om få uger vil kanalen Discovery Plus udsende flere såkaldte ”dokumentarer” om sexisme gennem årene på TV2. Her vil vi igen se kvinder, der sætter sig rolige, velforberedte, skolede og iskolde foran kameraet. Og de vil med høj troværdighed og indstuderede blanke øjne sætte navn på de næste mænd, der med en menneskealders forsinkelse skal ødelægges med offentligheden som tilskuere.
Her et år efter Sofie Lindes tale har vi lært, at vores ideer om rimelighed, moden ledelse og god presseskik er brændt på bålet som de bøger, andre ekstreme bevægelser har afbrændt gennem tiderne. Vi har nu et samfund, hvor kvinder uden den ringeste dokumentation og uden den mindste præcision har mulighed for at udlevere mænd efter for godt befindende.
Og Sofie Linde, ja hun kan i dag med et stille, snedigt smil om munden fejre sin ”fucking” fødselsdag med viden om, at nogen en dag formentlig vil rejse en ”fucking” statue af hende. Senest har SF tildelt hende SF’s Ebba Strange-Pris, selvom salig Strange formentlig ville have sat sig imod det, som det retsindige menneske hun var.
Og vanviddet vil fortsætte. Stormen lægger sig ikke, blodtørsten og euforien bliver kun værre. Det stopper først den dag, det store flertal af gode mennesker holder op med at være tavse.
Torben Haugaard er erhvervsrådgiver, psykoterapeut & forfatter
Foto: Privat