Næsten 40 år efter et kostbart Willem de Kooning-maleri, "Woman-Ochre", blev flået ud af sin ramme på et museum og forsvandt sporløst på under et kvarter, kommer det snart tilbage i rette omgivelser.
Historien om "Woman-Ochre" er ret fantastisk. En antikhandler havde det hængende i sin butik i byen Silver City i den amerikanske stat New Mexico. Han havde købt det via et dødsbo sammen med en del andre malerier for i alt $2000, cirka 14.000 kroner. Det var fra en Jerry og Rita Alter, som døde i hhv. 2012 og 2017.
En af hans faste kunder fattede mistanke til det specielle maleri og ikke mindst signaturen, som på en prik lignede den flamsk/amerikanske kunstner Willem de Koonings signatur.
Svimlende sum
Det tog da heller ikke lang tid at konstatere, at dette maleri var netop det stjålne fra University of Arizona Museum of Art (UAMA), hvor det som sagt blev stjålet på få minutter. Maleriet havde hængt i det nu afdøde pars soveværelse bag en dør. Et ydmygt sted, når man tænker på vurderingen af maleriet, som i en handel ville kunne indbring $160 mio., siges det. Det er med tidens kurs over 1.1 milliard danske kroner.
De Kooning malede dette i 1954-55 i en serie af seks malerier kaldet "Woman", i den periode, hvor de såkaldte abstrakte impressionister var i vælten såsom Mark Rothko og Jackson Pollock. I 2006 solgtes et andet værk fra serien "Woman III" for lige under en milliard kroner på en auktion. Dette her menes at være endnu mere værd, men kommer aldrig på auktion heldigvis. Foto: University of Arizona Board of Regents
Familien til parret siger, de ikke vidste, hvordan maleriet kom dem til veje. Og selv om hr. og fru Alter havde familie i netop samme by som museet, hvor det blev stjålet fra, så er der ingen mistænkte eller sigtede i sagen.
Maleriet blev stjålet en tidlig morgen, mens der var vagtskifte, og den kvindelige kustode blev opholdt af en mand, mens mandens kvindelige ledsager altså skar billedet ud af rammen og begge forsvandt, inden kustoden opdagede, at maleriet var væk. Der var ingen fingeraftryk ej heller nogen videoovervågning, og det eneste man vidste var, at tyvene var kørt væk i en rustfarvet bil.
Juveltyve i en novelle
Jerry Alter, som havde billedet hængende, havde skrevet nogle noveller til et magasin. En af dem handlede om nogle juveltyve, som stjal hele tiden, men ikke for at berige dem selv, men kun for at nyde de smukke sten i privaten. Unægtelig en reference til deres eget de Kooning-maleri i soveværelset.
Ifølge CNN, så var billedet virkelig beskadiget, da det blev stjålet. En del af malingen var skallet af fra kanvasset, og det var blevet amatøragtigt repareret. Derfor har et helt hold af eksperter og konservatorer møjsomt de seneste par år restaureret billedet, så det kan komme på udstilling på Getty Center fra 7. juni til og med 28. august, inden det kommer tilbage til UAMA.
Det har været en kamp og et kæmpe arbejde at få det fine maleri tilbage til sin oprindelse efter amatører har arbejdet på det. Foto: University of Arizona Board of Regents
Og flot er maleriet da, men endnu mere spændende er dets nye historie fra museum til soveværelse til antikhandler og tilbage til museum igen. Politiet regner aldrig med at få opklaret, om det virkelig var det ellers pletfrie par Jerry og Rita Alter, som stjal det dengang, eller om de bare på et tidspunkt har købt det af nogen.