Den uvejrshærgede golfturnering Andalucia Masters blev forkortet med en runde og først afgjort mandag.
Spanske Sergio García holdt fast i sin føring og vandt European Tour-turneringen i samlet 201 slag på de 54 huller.
Dermed snuppede Sergio García sejren i den turnering for tredje gang i træk.
Der blev kun afviklet tre runder, da dårligt vejr torsdag og fredag samt flere gange i løbet af weekenden havde udsat turneringen.
Mandag gik Sergio García tredje og sidste runde i 69 slag - to slag under banens par. Samlet endte spanieren på imponerende vis i 12 slag under par.
Tættest på at skabe spænding var ireren Shane Lowry, som sluttede af med en flot runde i fem slag under par. Lowry endte dog stadig med at være fire slag efter Sergio García.
Bedste dansker blev Lasse Jensen på en delt placering som nummer 22 efter mandagens runde i 70 slag - et enkelt slag under par. Lasse Jensen var hele 12 slag efter Sergio García.
Et slag ringere var Søren Kjeldsen og Anders Hansen, som begge gik mandagens runde i 69 slag og endte på en delt placering som nummer 29.
Jeff Winther klarede også mandagens runde i 69 slag, men blev delt nummer 42 efter en svær indledning på turneringen.
Thomas Bjørn og Frederik Dreier gennemførte også den regnvejrsplagede turnering over fem dage, men de to danskere endte længere nede i feltet.
/ritzau/