For første gang i 2022 kan tennisspilleren Daniil Medvedev juble over en titel, efter at han vandt finalen i den mexicanske ATP-turnering Los Cabos Open.
Russeren, som i øjeblikket topper verdensranglisten, slog britiske Cameron Norrie i to sæt i finalen.
Kampen mellem de to startede klokken 04.10 natten til søndag dansk tid. Medvedev tog sejren med cifrene 7-5, 6-0.
De to måtte altså ud i et langstrakt første sæt, mens det i andet sæt så klart bedst ud for den russiske tennisstjerne.
Atleter fra Rusland er blevet bandlyst fra at kunne deltage under russiske eller hviderussiske flag på grund af invasionen af Ukraine. Det betyder, at atleter fra de to lande deltager i turneringer som neutrale.
Det er desuden den første ATP-turnering, som den 26-årige russer har deltaget i, siden han blev slået ud af spanske Roberto Bautista i kvartfinalen i Mallorca Open.
Ind imellem Mallorca Open og Los Cabos Open lå nemlig grand slam-turneringen Wimbledon.
Den historiske britiske turnering havde forinden meldt ud, at russiske og hviderussiske tennisspillere ikke ville få lov til at deltage. Derfor var Medvedev altså ikke at finde på deltagerlisten til turneringen.
/ritzau/